09.09.2016, 11:36 | Af: | Foto: FC Midtjylland

Akademiet i lokalopgør

Første hjemmebanekamp for FCM U17 og U19 byder på lokalopgør, når Silkeborg IF gæster Ikast Stadion

Det er to kampklare FC Midtjylland-mandskaber, der lørdag løber på grønsværen på Ikast Stadion​. Her tager FCM U17 og U19 imod lokalrivalerne fra Silkeborg i sæsonens første hjemmebanekamp. 

Alle U19-ulve klar til lokalopgør
FCM’s U19 har fået en fin start på sæsonen og med en skadesfri trup, er hele truppen klar til at tage i mod Silkeborg på Ikast Stadion. Kl. 15.15 er der kick-off, og cheftræner Kenneth Andersen tror på, at ulvene kan tage alle tre point i lørdagens opgør.

- Vi har kun spillet en enkel turneringskamp, fordi vi sad over i første og tredje runde. Men vi fik en rigtig fin start nede i Esbjerg. Efter den kamp har vi trænet hårdt, så jeg har store forventninger til, at vi kan lægge endnu et lag på vores spil mod Silkeborg, siger Kenneth Andersen.

FCM måtte nøjes med en deler i sæsonens første kamp på Vestkysten mod EfB. En kamp som ulvene dog slap glimrende fra, særligt fordi de lykkedes med at spille sig ud af værternes presspil.

- Fokus vil fortsat være på vores organisation og især på, hvordan organiserer os, når vi ikke har bolden, siger Kenneth Andersen.

Silkeborgs U19 indtager ligaens 12. plads efter to kampe, hvor de senest fik blå-gule bank med et 5-1 nederlag på Brøndby Stadion. Runden forinden viste silkeborggenserne bedre takter i åbningskampen mod AGF, som endte 1-1. Men i det midtjyske undervurderer man ikke lokalrivalerne.

- Vi møder et godt spillende hold, som har nogle fine kvaliteter. De er gode på bolden, hvis de får rum til det, så det skal vi forsøge at lukke ned for. Her skal vi som sagt koncentrere os om vores organisation i forsvaret, forklarer Kenneth Andersen.

De to mandskaber krydsede sidst klinger i juni. En kamp der endte 3-1 i midtjysk favør, og Silkeborg kommer igen på hårdt arbejde mod et FCM-hold, der kan trække på hele truppens bredde. Alle spillere meldes klar. 

U17: Skal skabe et godt udgangspunkt 
Det er ti dage siden, FCM’s U17 sidst var i ilden, hvor de med en 3-2 sejr over OB kunne sætte tre point i banken. I mellemtiden har to ulve været repræsenteret på det danske U17-landshold. Christian Tue og Noah Iversen var begge klædt i rødt og hvidt i to venskabskampe mod Montenegro.

Nu er der igen samling på tropperne, som skal forsøge at bygge videre på de første kampe og forhåbentlig tage tre point mod Silkeborg.

Silkeborg placerer sig efter tre kampe i midten af puljen på en syvende plads. Holdet indledte sæsonen fint, da de vandt 2-1 over AGF. Derefter måtte de rejse hjem fra Brøndby Stadion med et 2-0 nederlag i bagagen, og senest blev det til en midtjysk deler, da de spillede uafgjort mod de grønne fra Viborg.  Lørdag gælder endnu et lokalopgør, og det ser FCM’s U17-træner Svend Graversen frem til.  

- Vi glæder os til dagens kamp. Det er altid spændende at møde Silkeborg, for når det gælder lokalopgør er begge mandskaber topmotiverede, siger Svend Graversen og tilføjer, at det er vigtigt med et godt resultat inden de fremtidige kampe.

- Det er den sidste kamp, inden vi har en måneds pause fra turneringen. Her skal vi blandt andet spille en turnering i udlandet umiddelbart efter, så vi vil gøre alt for at få et godt udgangspunkt i dag mod Silkeborg.

Kampen sparkes igang kl. 13.00 på Ikast Stadion. 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox