23.03.2017, 20:21 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

Akademiet jagter sejre i Vejle

Optakt: Godt spil skal veksles til point. Sådan lyder den fælles dagsorden for talenterne, der lørdag gæster VB Parken

Vejle U19 - FC Midtjylland U19, VB Parken, lørdag kl. 13.00.

Det føltes som et nederlag, selvom det trods alt blev til det ene point. FCM U19 sad på tingene og havde en klar overvægt i spil og chancer i seneste spillerunde, men måtte alligevel se Silkeborg udligne på et straffespark syv minutter før tid.

Skuffelsen over resultatet skal dog ikke få lov til at til at pille ved det, der i bund og grund var en solid spillemæssig præstation:

- Vi fik det udtryk, vi gerne vil have, og det skal vi bygge videre på. Kan vi komme ud på samme måde, spår jeg os gode chancer i Vejle, udtaler cheftræner Kenneth Andersen.

De to klubbers møde i efteråret blev udsat, og derfor er der tale om det første indbyrdes møde i indeværende sæson. Vejle ligger placeret på næstsidstepladsen, men har vist fornuftige takter i forårets hidtidige kampe, hvor det er blevet to et-målsnederlag, en uafgjort og senest en opmuntrende 2-1 sejr på udebane over sidste år sølvvindere fra FC Nordsjælland.

- Jeg så deres kamp mod AaB (1-2 nederlag, red.) og der leverede de en absolut godkendt præstation. For os gælder det først og fremmest om at udnytte vores chancer – vi holdt Silkeborg nede på et meget beskedent antal afslutninger, så på den front, er der ikke så meget vi kan gøre bedre, fortæller Andersen.

Mod Silkeborg var manden i fokus i høj grad Andreas Murbeck – først bragte den svenske midtstopper ulvene foran med et hovedstødsmål og siden begik han det straffespark, Silkeborg brugte til at udligne.

Om han igen får en hovedrolle er mere tvivlsomt – Murbeck fik et skrub i mandagens reserveholdskamp, og meldes tvivlsom til kampen i Vejle. Det samme gør sig gældende for Mads Vang – kantspilleren slog anklen i forårspremieren mod Esbjerg og testes ligesom Murbeck op til kampen.

Vejle BK U17 - FC Midtjylland U17, VB Parken kl. 15.15.
Der er fuld damp på kedlerne hos FCM U17, for hvem lørdagens møde med Vejle bliver den tredje kamp på otte dage. Det har både spillere og trænerstab det dog fint med, forsikrer cheftræner Svend Graversen, for stille og roligt er der kommet mere form og format over det yngste Akademiholds præstationer.

Ganske vist blev det onsdag til et 4-2 nederlag til AGF’s titelbejlere, og det var isoleret set fortjent nok, for århusianerne var mere effektive og koldblodige i de afgørende situationer.

Set med FCM-øjne, var det til gengæld positivt, at FCM U17 undervejs viste, at de spillemæssigt kunne matche de formstærke århusianere

- Godt spil avler point, og vi spiller godt for tiden. Så jeg forventer, at vi går ind og spiller på samme måde som vi har gjort i de seneste opgør. Jeg tror vi kommer til at indtage en mere dominerende rolle end mod AGF, og så gælder det pinedød om at vi er omhyggelige i vores boldomgang, og viser at vi kan håndtere Vejles omstillinger, udtaler Graversen. Han fortæller, at Vejle kan være et uforudsigeligt bekendtskab, fordi de i stedet for at have en fast formation, kan veksle mellem flere forskellige måder at stille op på.

Ingen af de to hold har spillere i karantæne, men hos FCM U17 vender backen Lukas Giessing tilbage efter at han i løbet af den seneste uge sensationelt har været med til at kvalificere Færøerne til sommerens U17 EM. Det er første gang at atlanterhavsnationen deltager i mesterskaberne, der afholdes i Kroatien i maj, og tæller i alt seksten nationer.

FCM vs. FCN – 29. apr.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox