22.03.2016, 16:05 | Af: Jakob Nørgaard | Foto: Getty Images

FCM dominerer ungdomslandsholdene

FC Midtjyllands akademi har succes med at producere store talenter til ungdomslandsholdene

Når flere af landsholdene blandt andet spiller EM-kval i påsken, er det med mange unge ulve i den røde trøje.

13 spillere på tværs af de forskellige danske ungdomslandshold. Så mange tæller akademichef Flemming Broe for FC Midtjylland. Havde Mikael Anderson ikke været skadet og måtte melde afbud efter at være blevet udtaget, havde antallet været på 14.

Dermed er FC Midtjylland den klub, der har klart flest danske ungdomslandsholdsspillere.

- Jeg synes, at vores talentudvikling lige nu er i god gænge. De her mange udtagelser er et godt udtryk for, at vi har potentielt mange gode spillere på akademiet. Det bredt funderet, så det er positivt, siger Flemming Broe, der er akademichef i FC Midtjylland.

På de danske U16-, U17-, U18-, og U19-landshold er der et spring ned til de nærmeste forfølgere. Her er det FCK, der med otte spillere kommer nærmest FCM.

FC Nordsjælland og AGF har begge syv spillere og kommer ind på tredjepladsen, hvor Esbjerg og Lyngby derefter har en delt fjerdeplads med fem spillere.

Det glæder akademichefen, at ungdomsspillerne gør sig positivt bemærket, når de spiller i den rød/hvide dragt.

- For eksempel på U16-holdet har vi fire ud af fem målscorere imod Holland og Frankrig i de seneste kampe. Det er et udtryk for, at vi også har med profiler at gøre, og det er ikke blot kvantitet men også kvalitet, siger Flemming Broe.

 

FC Midtjylland har følgende spillere på de danske ungdomslandshold:

U16: Christian Tue, Japhet Sery Larsen, Noah Iversen

U17: Nicolai Damkjær, Andres Poulsen, Sebastian Buch, Victor Torp 

U18: Nikolaj Kirk

U19: Mikkel Duelund, Rasmus Nissen Kristensen, Andreas Raahauge, Mads Døhr Thychosen, Alexander Munksgaard

 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox