10.11.2016, 13:30 | Af: Martin Dons | Foto: FC Midtjylland

FCM skriver kontrakt med målmandstalent

Den talentfulde målmand Niklas Jensen har fået en tre-årig akademiaftale med FC Midtjylland

Flere i hans årgang er allerede på en akademikontrakt i FC Midtjylland. Derfor var det også en god fødselsdagsgave for Niklas Jensen, der samtidig med sin 15 års fødselsdag også kunne sætte sin signatur på en ungdomskontrakt i FC Midtjylland.

- Det betyder meget for mig. Der er gode forhold i FC Midtjylland, så nu er jeg sikret træning og kampe på højeste niveau de næste tre år, siger Niklas Jensen.

Dermed blev mange års hårdt arbejde belønnet. For allerede som tre-fire-årig kom de første fodboldstøvler på, men efter et år blev de smidt igen.

- Det var ikke helt mig. Jeg var ikke så glad for det der med, at man kunne miste bolden, husker Niklas Jensen, der dog efter et års pause var tilbage på fodboldbanen.

Men det var ikke som målmand, som i dag er hans position.

- Jeg var meget glad for at være angriber, som mange børn nok er. Men jeg var ikke helt skarp nok, så min træner vidste ikke helt, hvor han skulle putte mig hen, og så endte jeg i målet, siger han med et smil.

Målmandstjansen ligger til familien
Det var dog ikke en helt ukendt position for familien. For både hans far, Bo Andersen, der er tidligere professionel fodboldspiller i Danmark og Norge, og storebror Chrisoffer, der i dag spiller i norske Viking FK, er begge målmænd.

Og siden Niklas Jensen røg ind mellem stængerne, er det gået stærkt med udviklingen. Så stærk, at han i sommer skiftede fra FCM-samarbejdsklubben Slagelse BI til FC Midtjylland og en plads på akademiet. Og der er flere personer, som har betydet lidt ekstra for den gode udvikling, han har været igennem i årenes løb.

- Mine forældre har selvfølgelig betydet meget. Min far tog sig meget tid til at tage ud og spille med min bror og mig. Han kunne lære os mange ting. Og så havde jeg en målmandstræner, da jeg var omkring ti år, som betød rigtig meget for mig, siger Niklas Jensen, der har følgende beskrivelse af sine styrker.

- Jeg er en hurtig og reaktionsstærk målmand, der er meget kommunikerende og dedikeret til min sport, lyder det fra Niklas Jensen, der fik sin største fodboldmæssige oplevelse i sommer, da han var med FC Midtjylland i Tjekkiet.

Vil være bedre end sin far
- Vi spillede mod FC Porto på Slavia Prags stadion. Det var stort pludselig at spille på sådan et stort stadion. Jeg havde ikke spillet nogle kampe i turneringen, men da vi skulle spille om tredjepladsen mod Porto, fik jeg at vide, at jeg skulle stå. Det var lidt overvældende, siger Jensen, der dog måtte se sit hold besejret mod 3-0 mod de stærke portugisere.

Lige nu er han skulderskadet og i gang med at kæmpe sig tilbage på grønsværen, og når han er der igen, er målet klar.

- Mit mål er at blive bedre end min far, griner Niklas Jensen.

Kommunikatør i målet
Og spørger man på akademigangen i FC Midtjylland, så ser de et spændende potentiale hos den unge målmand med fodboldgenerne helt ud i fingerspidserne.

- Han er en talentfuld målmand, som er dygtig i spillet med fødderne. Han er samtidig en modig spiller, som har vist, at han ikke er bange for store udfordringer. Han er en dygtig allround målmand, som vi ser et spændende potentiale i. Samtidig er han en meget kommunikerende målmand med en stor vindervilje, siger målmandstræner på akademiet Lasse Heinze.

- Det, han skal arbejde med, er tempoet i hans spil, så han formår at lave redninger, når tingene går hurtige omkring ham. Vi skal løfte hans bundniveauet, men vi ser gode udviklingsmuligheder i ham, siger Heinze.

Også akademichef Flemming Broe ser gode muligheder hos dedikerede sidste skanse.

- Niklas er meget dedikeret, og så er han en teknisk dygtig målmand, som er stærk på stregen. Han er en temperamentsfuld spiller med stor passion i sit spil. Han er en målmand, vi har fulgt længe, og vi er glade for at kunne tilknytte ham vores akademi, siger Flemming Broe.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox