24.06.2016, 15:18 | Af: | Foto: FC Midtjylland

FCM-studenter slår rekorder

Det er ikke kun på banen, at FCM’s ungdom har præsteret flot i år. Et rekordstort antal studenter er blevet færdig, og de har et rekordgennemsnit

Fredag eftermiddag pumpede en usædvanlig høj bas fra en studenterlastbil ved siden af det ellers rolige Sportsstar College i Ikast.

FC Midtjylland holdt en kort studenterfest for den HF-klasse, hvor der har gået 11 akademispillere på Ikast Brande Gymnasium’s HF-linje.

Én af de studenter er Nikolaj Kirk.

- Det er dejligt at være færdig, for det har været to rigtigt hårde år, men jeg synes samtidig, at det har været dejligt at man har haft fodbolden, der har været det primære, men når man så er kommet op i skolen, så har man kunnet få tankerne lidt væk fra det.

Lige nu ved Nikolaj Kirk ikke, hvad han skal bruge uddannelsen til, men han er klar over, at den god at have.

- Det giver nogle muligheder i fremtiden, også efter en fodboldkarriere, at du har noget at falde tilbage på, siger han.

Et rekordår
I denne uge er hele tretten studenter er blevet udklækket, mens de har gået på FC Midtjyllands akademi. Og det er en ny rekord for antallet af studenter på en FC Midtjylland-årgang. Der 11 HF-studenter samt en STX- og en HHX-student.

De 13 studenter har et gennemsnit på 7,0, og det er også en rekord.

- Det her beviser, at det vi siger til spillere og forældre vi rekrutterer, når de starter på akademiet, det holder vand, siger Jimmy Laursen, der er uddannelsesansvarlig i FC Midtjylland.

Han lægger vægt på, at FC Midtjylland vil uddanne hele mennesker, som ikke blot kan spille fodbold.

- Det er et vigtigt ben i projekt ’det hele menneske’, og det er der en stor forståelse for hos alle trænere og ledere i klubben, siger Jimmy Laursen.

Med et smil på læben under dagens studenterfest tilføjer Nikolaj Kirk til gennemsnitsrekorden:

- Det er lidt en præstation, at vi med så meget fravær har kunnet få så godt et gennemsnit, siger Nikolaj Kirk.

Samarbejdet får roser
Nikolaj Kirks forældre, Jens og Tina Kirk, er mødt op sammen med 60 andre for at fejre HF-klassen, og de er naturligvis glade på hele flokkens vegne, men selvfølgelig specielt for sønnike selv.

- Jeg synes, det er helt fantastisk, at de sammen med gymnasiet kan få sådan et samarbejde til at fungere, som de kan, og vi er rigtigt glade og stolte over, at han har brugt tiden på andet end bare at spille fodbold og Playstation, siger Jens Kirk.

I sønnens studentertid fortryder Tina Kirk ikke, at de i fællesskab med Nikolaj valgte, at han skulle gå på FC Midtjyllands akademi:

- Jeg er helt sikkert på, at han har fået den bedste uddannelse i hele Danmark ved at vælge FC Midtjylland, for jeg tror, at det er den klub, der er bedst at være i i hele landet, hvad angår samarbejde mellem fodboldverden og skolen, siger Tina Kirk.

Det er Jimmy Laursen, der som uddannelsesansvarlig i FC Midtjylland står for at koordinere med gymnasierne, og han har kun roser over tilgangen og indstillingen:

- I skolesystemet i Ikast-Brande Kommune vil man lykkes. Det er prioriteret fra rektor til lærere, at man har en forståelse for, at man har elitesportsudøvere på sin uddannelse. Det gælder ikke kun fodbold, men også i andre sportsgrene. Her prioriterer man, at man vil lykkes med projekterne, og dermed stiller de nogle helt enestående rammer til rådighed, som man ikke ser andre steder, siger Jimmy Laursen.

Nikolaj Kirks far er godt klar over, at der skal en stor indsats til for at motivere elitesportsudøvere til at gribe til bøgerne, og den indsats anerkender han:

- Jeg synes, det er fantastisk, at når de går ud af efterskolen og går på HF, der ser de sig alle sammen som fodboldspillere og ikke andet end det. Men hvis der ikke var nogle voksne, der var dygtige til at holde dem til ilden, så ville de jo ikke komme ud med et snit på syv. Det er jo ikke de 16-17-årige drenge, der er klar over, hvad der skal til. Så det er en stor ros til både trænere, leder og skolen.

Nikolaj Kirk afsluttede sin HF-eksamen med et gennemsnit på 9,2. Dermed kan han og hold- og klassekammeraterne fortsætte ud i lastbilen med den ekstra høje bas og med god samvittighed drikke endnu en studenterbajer i sommervarmen. 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox