20.09.2016, 10:30 | Af: | Foto: FC Midtjylland

FCM U14 på pletten i Madrid

Real Madrid, Chelsea og PSG. FCM U14 leverede en fantastisk indsats, da de krydsede klinger med europæiske storhold og endte på en syvende plads

I weekenden drog FCM U14 til Madrid, hvor de deltog i Madrid Elite Cup 2016. En international turnering med store klubhold på deltagerlisten, og allerede i gruppespillet ventede der FCM U14 velkendte navne som Real Madrid og PSG.  

Sidstnævnte sænkede ulvene i tæt affære, da Mohammad Masood og Andreas Nibe sikrede to FCM-kasser i en 2-1 sejr over franskmændene. Det stærke Real Madrid mandskab kunne drengene dog ikke modstå og tabte 3-0.

En stolt FCM-træner
På trods af varierende resultater, spillede FCM U14 på et konstant højt niveau. Det kunne talent+ træneren Anders Nim konstatere efter turneringen.

- Vi klarede os rigtig godt i det måske stærkeste stævne, som vi kommer til at deltage i på akademiet. Så en samlet syvende plads var en stor bedrift i forhold til de stærke hold, der deltog i turneringen.

- Formålet med stævnet var at måle os med konkurrenterne. Vi ville se, hvor dygtige drengene var mod de allerbedste, og om de kunne spille med på det niveau. Det klarede de imponerende godt, sagde Anders Nim.

Kvartfinale og spænding til det sidste
FCM U14 nåede til kvartfinalen, som de tabte til et skarpt Chelsea mandskab. Derefter ventede placeringskampe inden for top ti, og det klarede de unge ulve flot. Efter et nederlag til Real Madrid, rejste de sig mod Sporting Lissabon i en gyserafslutning på straffesparkkonkurrence.

FCM-keeperen Mathias Balle tog en vigtig redning i kassen, imens alle fem ulve-skytter bragte den i nettet. Dermed blev det til en flot syvende plads til FCM, og en stolt træner, som ikke bare var imponeret af drengenes spil, men også af deres indstilling til spillet.  

- Det var rigtig fedt at opleve drengenes gejst. Man kunne frygte, at de ville være plaget er nerver og nervøsitet mod sådan nogle storhold, men det var ikke tilfældet. De spillede med selvtillid og havde god tro på egne evner.

- Drengede leverede en stor bedrift. Vi sluttede over hold som Atlético Madrid, PSG og det nordirske landshold. Vi kan være rigtig stolte af resultatet samt præstationen på banen, sagde Anders Nim. 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox