10.06.2016, 22:23 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

FCM U17 er pokalvindere

Lammede Vejle med tre scoringer på seks minutter. Samlet 4-1 sejr

De to hold brugte kampens indledning til at se hinanden an, og der kom ikke megen action i de to målfelter på kunstgræsbanen i Givskud.

Efter ti minutters var FCM-motoren varm og begyndte at summe. Et hjørnespark fra Christian Tue fandt Gustav Kjeldsen i Vejle-feltet, og i to forsøg sparkede han FCM i front.

Det blev startskuddet til nogle forrygende minutter set med FCM øjne. Først brændte Jonathan Dahl Bagger en mulighed bagerst i feltet, men det blev en kort udsættelse. Et Vejle-boldtab førte til et godt FCM-indlæg, som Nicolas Dyhr havde nærvær nok til at lade passere til Kasper Tengstedt. Han kvitterede med et flot mål fra kanten af feltet, og så stod der 2-0.

To minutters senere var det så tid ti len indøvet detalje. Tues hjørnespark blev mødt ved første stolpe, hvor Nicolai Damkjær sparkede bolden ind. 3-0 og det var også stillingen ved halvleg.

- Vi kommer ud med det udtryk, vi gerne vil se. Vi sad på dem, og pressede dem til at lave fejl. Der var masser af bevægelse, og vi fik trukket dem ud af deres organisation, opsummerede en tilfreds Svend Graversen de første 40 minutter.

Det var samtidig en spillestil, der tærede på kræfterne, og FCM’erne kom ikke helt så aggressive ud til anden halvleg. Chancerne fortsatte dog med at komme, ikke mindst på omstillinger – Tengstedt havde en afslutning på stolpen, og indskiftede Mikkel Jakobsen afsluttede forbi i fri position.

Vejle ledte efter det mål, der kunne bringe dem tilbage i kampen, og kom tæt på efter et kvarters spil, hvor FCM’erne måtte redde på stregen efter et hjørnespark.

Der kom dog aldrig spænding om udfaldet. Det sørgede Kristian Brøndum Pedersen for, da han tæt under mål satte 4-0 scoringen i nettet.

Alligevel opstod der dramatik, da Nicolai Damkjær måtte forlade banen efter at have modtaget et direkte rødt kort for en nødbremse på Vejles Nikolaj Lebæk.

Den kendelse gav anledning til en del hovedrysten ude på FCM-bænken. Frisparket var for så vidt korrekt dømt, men der var en anden FCM-forsvarer mellem Lebæk og målet, så det var svært at se, at Damkjær skulle have frataget VB-spileren en oplagt målchance.

I sidste ende fik det dog ingen betydning. FCM’erne kørte sikkert sejren i hus, og det betød intet at Kasper Døhr Thychosen – lillebror til Mads Døhr Thychosen - i overtiden kunne heade en reducering i nettet.

- Da vi sidst mødte Vejle, voldte deres 5-4-1 opstilling os en del problemer, og vi tabte 2-1. Denne gang var det os, der havde taget ved lære af den seneste kamp, og sejren var fuldt fortjent, fortalte Svend Graversen.

For FCM U17 har pokalturneringen i høj grad fungeret som en udviklingsturnering for førsteårsspillerne og U15-spillerne. Udover glæden ved en ny pokal til trofæskabet erklærer Graversen sig meget tilfreds med det sportslige udbytte af turneringen:

- Det har været en god måde at holde alle truppens spillere til ilden, og det har været en god måde at bringe nogle spillere tættere på ligaholdet. Der er flere af de yngste spillere, der har rykket sig rigtig meget, og det kommer os til gavn i næste sæson, konstaterer FCM-træneren.

I morgen lørdag afgøres det om FCM U17 også kan glæde sig over et sæt bronzemedaljer. Det sker hvis FCK’s mestre tager point fra fjerdeplacerede AaB i deres indbyrdes opgør – den kamp spilles kl. 14.00 i Aalborg.

Jysk Pokalfinale for U17-hold 2016
FC Midtjylland U17 – Vejle BK U17 4-1 (3-0)
21’ 1-0 Gustav Kjeldsen
24’ 2-0 Casper Tengstedt
26’ 3-0 Nicolai Damkjær
64’ 4-0 Kristian Brøndum Pedersen
80+2 4-1 Kasper Døhr Thychosen

Udvisning FCM: Nicolai Damkjær 70’ 

Start-11: Simon Pedersen – Nicolai Damkjær, Japhet Sery Larsen, Gustav Kjeldsen – Nicolas Hautorp Madsen, Kristian Brøndum Pedersen, Christian Tue Jensen, Casper Tengstedt – Jonathan Dal Bagger, Lukas Giessing, Nicolas Dyhr [FCM U15]

Indskiftet: Mikkel Jakobsen, Sebastian Buch Jensen, Victor Torp

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox