11.03.2017, 19:40 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: FC Midtjylland

FCM U17 manglede sidste touch i HB Køge-remis

De midtjyske U17-drenge måtte nøjes 1-1, da de tog imod HB Køge på Ikast Stadion

Det var to ubesejrede mandskaber i denne forårssæson, som lørdag eftermiddag tørnede sammen. Og sådan forblev det efter 90 minutter på den midtjyske grønsvære. FCM U17 spillede uafgjort mod HB Køge, 1-1.

Hjemmeholdet kom ellers godt fra start. De unge ulve fik taget på kampen og tilspillede sig chancer. Og der skulle ikke gå længe, før det gav afkast på måltavlen. Efter otte minutter bragte Casper Tengstedt midtjyderne i front 1-0.

- Kampen formede sig som forventet. Første halvleg var vi tilfredse med på den måde, at vi fik skabt chancer, men vi manglede stadig kvalitet på de afgørende pasninger og afslutninger. I den anden ende afholdte vi dem fra chancer, men ved pausen burde vi vel føre med tre-fire mål, sagde FCM U17-træner Svend Graversen.

I anden halvleg tabte midtjyderne noget af det momentum, som de havde skabt de første 45 minutter, og gæsterne udlignede hurtigt til 1-1.

- I store dele af anden halvelg manglede vi kvalitet, når tingene ikke syntes at gå vores vej. I stedet blev der brugt tid på alt muligt andet. Det var især i vores tekniske boldomgang, der manglede kvalitet, og det skal vi lære noget af, når vi er så meget på bolden.

- Alt i alt var det vores kamp, så det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, at vi ikke vinder den. Samtidig en cadeau til et fightende Køge-mandskab.   

Næste gang FCM U17 skal i aktion er lørdag den 18. marts mod Silkeborg.

FCM U17 – HB Køge U17: 1-1
’8 1-0 Casper Tengstedt
’47 1-1 Ali Alabiidi

Advarsler:
’19 Antonis Martis
’34 Noah Grøn Iversen
’39 Nikolaj Holmstrøm
’78 Nicolas Madsen

Enock Mwimba, Mikkel Aaen Christiansen, Oskar Bloch, Sebastian Nielsen, Casper Tengstedt, Nikolaj Jørgensen (’70 Matthæus Andersen), Tobias Damtoft (’40 Frederik Søfeldt), Nikolas Dyhr, Antonis Martis (’70 Frederik Kristensen), Noah Grøn Iversen

 

 

FCM vs. LBK – 28. maj.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox