21.05.2016, 20:45 | Af: Martin Duus Horslund | Foto: FC Midtjylland

FCM U19 blæste Esbjerg omkuld

Der var reelt set kun et hold på banen, da FCM udbyggede føringen i toppen med en solid sejr med tenniscifrene 6-1. FCM er nu fire point fra mesterskabet

Netop 'holdet' var inden kampen et tema for talenterne. I sidste weekend mod Brøndby fungerede det kun i anden halvleg. Derfor skulle det bevises mod Esbjerg, at kollektivitet kunne fungere hele kampen her i din sidste fase af sæsonen - og det gjorde det så på bedste vis.

Fra første minut sad FCM på hjemmeholdet og tvang hurtigt Esbjerg-keeperen ud i fine redninger. Men efter en god halv time kunne han og forsvaret ikke holde ulvene fra fadet.

To mål direkte på hjørnespark
Andreas Poulsen sendte en serv ind fra hjørnesparkspletten, og på ikke helt uheldig vis gik den over de to første spillere og ramte målmanden og gik ind.

Men Andreas Poulsen var ikke færdig med at vise, at han besidder en god sparketeknik. Blot ti minutter senere svingede hans venstreben endnu et hjørnespark ind over feltet, og denne gang var der ingen tilfældigheder på spil. Bolden sejlede over keeperen og ind i det bagerste hjørne - Poulsen to, Esbjerg nul og pause.

Anden halvleg var næsten kun lige begyndt, før målfesten fortsatte for gæsterne. Jákup Thomsen, der netop har snuset til førsteholdet, blev sendt ind i feltet med en dybdebold fra Mads Olsen. Færingen svigtede ikke, og så stod der 3-0 til FCM, hvilket træner Kenneth Andersen i pausen netop havde sagt ville være den bedste måde at punktere kampen på.

Hattrick af Jákup Thomsen
Og kampen blev for alvor punkteret knapt ti minutter senere. Igen var det Thomsen, der stod for målscoringen, da han opfangede en for kort tilbagelægning fra Esbjerg-forsvaret, driblede forbi målmanden og satte den køligt ind - 4-0.

Midt i FCM-målrusen var det nemt at glemme hjemmeholdet, men de viste efter 75 minutter, at blæsten endnu ikke helt havde blæst dem omkuld, hvor Joakim Berg reducerede på hovedstød.

Den smule ild, som en scoring altid giver, blev dog slukket to minutter senere. Simon Sterring, der var kommet ind i stedet for Mads Vang, udnyttede en opfanget bold fra ligeledes indskiftede Samson - 5-1 FCM.

Som kronen på værket fik Jákup Thomsen i det sidste minut konsolideret sejren med sit tredje mål, og sejren sender dermed de forsvarende U19-mestre fire point fra at gentage successen fra i fjor.

"Kunne mærke det til træning"
Ordene kommer fra træner Kenneth Andersen, der kun har ros tilovers for dagens præstation.

- I torsdags evaluerede vi på vores sidste kamp og snakkede om den sidste fase af sæsonen, vi nu går ind i. Det handlede om at holde fokus og præstere som kollektiv med eksamener og andre ting om hovedet, så jeg kan kun give den største kredit til drengene - de var der som hold fra første fløjt i dag.

- Man kunne allerede mærke det til træning i går. Der var en anderledes positiv stemning og iver om at fungere som hold, hvilket vi skal sikre os at fastholde, lød det fra Kenneth Andersen.

På onsdag er det AGF, som byder FCM velkommen til en dyst om tre point i Aarhus og måske mere. Opgøret begynder klokken 17.00.

Esbjerg fB U19 - FCM U19 1-6 (0-2)
34' 0-1 Andreas Poulsen
44' 0-2 Andreas Poulsen
48' 0-3 Jákup Thomsen (assist Mads Olsen)
57' 0-4 Jákup Thomsen
75' 1-4 Joakim Berg (Esbjerg)
77' 1-5 Simon Sterring (assist Samson)
90' 1-6 Jákup Thomsen

Start-11: Andreas Raahauge, Malte Jürgensen, Alexander Munksgaard, Kristian Dirks Riis, Anders Hagelskjær (63' Samson Onomigho), Gloire Rutikanga, Nikolaj Kirk, Mads Olsen (70' Frank Onyeka), Andreas Poulsen, Mads Vang (70' Simon Sterring), Jákup Thomsen

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox