23.11.2016, 22:23 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Rasmus Thomsen

FCM U19 sænkede de spanske mestre og er videre i Youth League

De unge ulve fuldførte triumfen i egen hule, da de slog Malaga CF 4-0 i returopgøret på MCH Arena

Der ventede FCM U19 en svær opgave, da de onsdag aften tørnede sammen med de spanske mestre fra Malaga i det afgørende returopgør i Youth League. Midtjyderne skulle forsøge at indhente et 2-0-nederlag fra det første opgør i Malaga, og det tog dem blot 23 minutter.

Efter syv minutter på grønsværen brød den første jubel løs. På et frispark placerede Andreas Poulsen en farlig bold midt i det spanske felt. Mads Døhr Thychosen opsnappede andenbolden i kanten af feltet og bankede den i højre side af målet. 1-0 til FCM.

Samme senarie gjorde sig gældende 17 minutter senere. Mads Døhr Thychosen fik igen bolden i kanten af feltet efter et frispark. Den målfarlige angriber sparkede kontrolleret bolden op i det lange hjørne, og dermed var alt åbent.

FCM-overtag
Hjemmeholdet var mest på bolden de første 45 minutter og fortsatte med at være farlige på standardsituationer. Selvom FCM lukkede godt af, spillede Malaga sig til to store chancer inden pausen. Først en friløber, hvor FCM-keeperen Oliver Ottesen var helt ude i kanten af feltet og blokerede en kæmpe chance. Dernæst, kort før pausen, opstod et kæmpe frirum til Malagas José Carlos efter en misforståelse mellem to FCM-spillere, men spanierne formåede ikke at omsætte chancen til mål.

Inden pausefløjtet måtte Malagas Arimany Sala Joel se rødt efter en direkte udvisning, og FCM gik til pause med et fornuftigt 2-0-resultat.

Ulvene fortsatte første halvelgs pres og havde inden for de første ti minutter i anden halvleg tre gode chancer – blandt andet én på stolpen. Trods FCM-overtag svarede Malaga igen med hurtige omstillinger, dog uden at blive helt farlige.

Dramatik til det sidste
Det sidste kvarter kontrollerede FCM kampen. Drengene var konstant på bolden og byggede op med lange og tålmodige angreb. I 85. minut kom forløsningen. Bolden endte i fødderne på Andreas Poulsen, som bankede den i netmaskerne. Og derfra så ulvene sig ikke tilbage. Blot tre minutter senere fandt indskiftede Aziz Essaisi Mads Vang, som lobbede bolden i mål. 4-0 til ulvene.

I kampens slutfase hev dommeren kampens andet røde kort op af lommen til Malagas Sergado Munoz, efter han på en direkte tackling fjernede benene under FCM’s dobbelte målscorer, Mads Døhr Thychosen. Stemningen spidsede til, og aktionen skabte tumult på banen mellem de to mandskaber. Kort efter uroen havde lagt sig, blev kampen fløjtet af, og FCM-teamet kunne glæde sig over en fortjent sejr.

Ulvene er med sejren videre til knockoutfasen, hvor de skal møde andenpladserne i Champions League-grupperne i turneringen.

FCM vs. Malaga: 4-0 (2-0)
7’ 1-0 Mads Døhr Thychosen (assist Kristian Riis)
24’ 2-0 Mads Døhr Thychosen (assist Mads Olsen)
85’ 3-0 Andreas Poulsen (assist Mads Vang)
88’ 4-0 Mads Vang (assist Aziz Essaisi)

Advarsler:
45+2’ Robles Garcia Alejandro
59’ Kuki
63’ Tajti Matyas
74’ Nicolas Hautorp Madsen
90+3’ Mads Døhr Thychosen

Udvisning:
45+1’ Arimany Sala Joel
90+3’ Garcia Kellyan

FCM:
Oliver Ottesen, Kristian Riis, Victor Torp(50’ Nicolas Hautorp Madsen), Nikolaj Hammelsvang Kirk(71’ Aziz Essaisi), Rasmus Nicolaisen, Mads Vang(90’ Sebastian Buch Jensen), Andreas Poulsen, Malte Jürgensen, Mads Olsen, Zackarias Faour, Mads Døhr Thychosen, Sebastian Buch Jensen

Malaga CF:
Garcia Kellyan, Robles Garcia Alejandro, El Asri Munoz Yousef, Tajti Matyas(90’ Cristóbal Penarroya), Sanchez Antequera Alejandro(86’ Casas Casado Ismael), Segado Munoz Arturo, Sanchez Gonzalez Jose Carlos, Arimany Sala Joel, Zalazar Martinez Jose Luis, Boussefine Hicham, Martinez Ramirez Jonatan(65’ Mendes Mario)  

Tilskuere: 1024

Man of the match: Mads Døhr Thychosen 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox