18.10.2016, 18:25 | Af: Jakob Nørgaard | Foto: FC Midtjylland

FCM udbygger talentsamarbejde med Slagelse BI

Det gode samarbejde med Slagelse BI udvikles yderligere

Det gode samarbejde mellem Slagelse BI og FC Midtjylland har allerede resulteret i, at to tidligere spillere fra den vestsjællandske klub i dag går på FC Midtjyllands fodboldakademi, mens yderligere to spillere er i et forløb med FC Midtjylland.

Og nu bliver relationerne mellem de to klubber udbygget yderligere.

- Vi har allerede et godt samarbejde med Slagelse BI, og det er det samarbejde, vi gerne vil bygge på og gøre endnu stærkere. Slagelse BI har et godt udviklingsmiljø, og i fællesskab skal vi forsøge at udvikle det og gøre det det endnu bedre, siger Lars Hallengreen, der er udviklingschef i FC Midtjylland.

Samarbejdet giver de største talenter i Slagelse BI mulighed for at komme i et forløb med FC Midtjylland.

- Slagelse ønsker at have det bedst mulige træningsmiljø for unge spillere og opnå DBU B licens, og det vil vi gerne forsøge at hjælpe dem til at opnå. Samtidig får deres største talenter mulighed for at komme i et forløb med FC Midtjylland og komme til træninger hos os, siger Lars Hallengreen.

I forbindelse med det nye samarbejde bliver den mangeårige FCM-ansatte Søren Rasmussen tilknyttet som ansvarlig for det daglige samarbejde. Også hans søn Kristian Rasmussen, der er tidligere akademispiller i FC Midtjylland, bliver en del af det nye samarbejde.

- Det er et spændende setup, der er lavet, og jeg ser frem min rolle i det nye samarbejde. Jeg ser store muligheder i det intensiverede samarbejde mellem Slagelse BI og FC Midtjylland, og jeg er overbevist om, at det bliver gavnligt for begge klubber, siger Søren Rasmussen.

I Slagelse BI ser man frem til at lægge endnu flere ressourcer i talentarbejdet. Forretningsfører Kenn Madsen udtaler:

- Vi har som led i vores planer og målsætninger for fodbolden i Vestsjælland igennem de sidste tre år investeret rigtig mange penge og ressourcer i vores udviklings- og talentmiljø for at skabe et langtidsholdbart fundament for udvikling af fodboldtalenter.

- I processen har vi fået og får stadig fantastisk opbakning fra vores aktive samarbejdsklubber, Slagelse Kommune og erhvervslivet. Det nyligt indviede Sportscollege og udnævnelsen samme dag til Team Danmark kommune er to yderligere meget positive krydderier til talentudviklingen.

- Aftalen med FC Midtjylland er nyeste skud på stammen, der jo også tæller vores engagement og deltagelse i Team Danmark-projektet, Slagelse Talent og Elite og Eliteidrætsklasserne i bestræbelserne på og ambitionerne om at udvikle talenter og få et af Sjællands bedste udviklingsmiljøer samt ikke mindst at genrejse fodbolden i region Vestsjælland med mange spillere af egen avl.

- Talentpartnerskabet med FC Midtjylland er et boost og skulderklap til det stykke arbejde, alle involverede i klubben dagligt udfører.  Samtidig opfatter vi det i Slagelse BI som en anerkendelse af kvaliteten af det allerede udførte arbejde, at en topklub som FC Midtjylland vil teame op med netop os. Det vil helt sikkert også gøre, at flere talenter fra nærområdet søger ind til os og bliver en del af vores talentmiljø.

- Vi har et rigtigt godt udviklings- og talentmiljø, men ønsker selvfølgelig at de allerstørste talenter kan få det miljø og de udfordringer en ligaklub med DBU A-licens kan tilbyde, og derfor er vi nu glade for, at vi sammen med FC Midtjylland kan skræddersy et forløb til den enkelte spiller, som giver udbytte både til spilleren, FC Midtjylland og Slagelse BI.

- Samtidig håber vi, at samarbejdet kan medvirke positivt til at vi opnår den ønskede DBU B-licens og i øvrigt er med til at styrke vores position som den førende klub på Vestsjælland.

Foto: Mogens Schelde

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox