15.09.2016, 12:00 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: FC Midtjylland

Lokalt midtbanetalent får fuldtidskontrakt

U19-spilleren Nikolaj Kirk har sat sin signatur på fem-årig fuldtidskontrakt i FC Midtjylland

Han har været i klubben, siden han var 15 år. Og hele tiden med én drøm i hovedet. I dag blev den en realitet, da Nikolaj Kirk forlængede sin kontrakt med ulvene. Dermed fortsætter det parløb, som begyndte tilbage i 2013, hvor Nikolaj Kirk tjekkede ind på akademiet i Ikast.

- Jeg er utrolig glad og stolt over at blive i klubben. Det er en drøm, der går i opfyldelse efter mange års arbejde. FC Midtjylland er en klub, som giver unge spillere en chance, og træningen og setuppet er utroligt professionelt, så det er et perfekt match for mig.

- Mit mål er i første omgang at spille mig tættere på førsteholdet og en dag få debut i ulvetrøjen på MCH Arena, siger Nikolaj Kirk, der er en lokalspiller med rødder i samarbejdsklubberne GAFFA, Spjald IF og Vildbjerg SF.

En stor dag
18-årige Nikolaj Kirk er den første ud af en spændende årgang 98, der har spillet sig til en langtidskontrakt i FC Midtjylland, og akademichef Flemming Broe glæder sig over forlængelsen med det unge talent.

- Nikolaj har været igennem hele talentsystemet, så det er en stor dag at lande sådan en aftale. Han er en talentfuldspiller med gode kvaliteter i sit assistsspil, hvor han ofte leverer gode offensive auktioner, siger Flemming Broe.

- En af han store kvaliteter er hans dedikation til spillet. Nikolaj har kæmpet hårdt for at nå hertil. Han dækker en position centralt i banen, hvor der er kamp om pladserne, så vi glæder os til at se, hvilken udvikling, han går igennem.

Teknisk midtbanespiller
På trænerkontoret er der også glæde over forlængelsen med Nikolaj Kirk. A+ træner Rene S. Andersen ser spændende kvaliteter i det unge talent. 

- Nikolaj er en teknisk dygtig spiller, som er god til at finde rum offensivt. Han arbejder målrettet og besidder en stor grad af selvrefleksion, siger Rene S. Andersen.

- Han skal fortsætte den udvikling, som han har været igennem det sidste års tid, hvor han både har oplevet medgang og modgang, hvilket har modnet ham meget. Nikolaj er en spiller med kæmpe udviklingsmuligheder.

Nikolaj Kirk har repræsenteret samtlige danske ungdomslandshold til med og U18, og det har givet i alt 18 kampe i den rød-hvide trøje.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox