04.06.2016, 20:30 | Af: Martin Duus Horslund | Foto: Kaj B. Kristensen - fo2oj1.dk

Mesterskabet og sæsonen slået fast med pointrekord

FCM U19 viste formatet frem i sæsonens sidste kamp og bekræftede guldet. Silkeborg blev slået 3-1 på eget græs, og FCM tog medaljer, pokal og pointrekord med hjem til Midtjylland

Det har været en mindeværdig sæson for den talentfulde ulveflok. Flere spillere har fået debut på superliganiveau, turneringer som Copa Chivas er blevet vundet og kun FC Barcelona var gode nok til at stoppe FCM i de unges Champions League, UEFA Youth League. Læg dertil et nyt mesterskab, og som om det ikke var nok, kom der i dag endnu en bedrift i hus. Med de tre point slog talenterne nemlig deres egen pointrekord i U19-ligaen fra i fjor, så den nu hedder 56 point frem for 55 point.

Derfor ville det også have været nemt for spillerne at slappe af i dagens opgør mod værterne fra Silkeborg. Men som træner Kenneth Andersen pointerede i optakten, var der stadig noget at spille for - pointrekorden.

Og U19-drengene eller skulle man snart kalde dem mænd, beviste endnu engang, hvilket stof de er gjort af, for efter bare ni minutter stod der 2-0 til FCM.

Først scorede Mads Thychosen på et fremragende oplæg af Nikolaj Kirk, der havde drevet bolden frem efter en omstilling. Dernæst steg forsvarskæmpen Kristian Riis op og pandede et hjørnespark i nettet leveret af Thychosen, og så var kampen ligesom begyndt. Kristian Riis fik sågar headed endnu et mål i kassen på hjørnespark, men der blev dømt frispark i situationen.

Silkeborg havde ikke meget at komme med i første halvleg, men fik mere fat henimod slutningen, da Frank måtte gå ud med en skade og FCM begyndte at sløse lidt. Hjemmeholdet fik dog ikke scoret og spillerne kunne gå til pause. Samson der i øvrigt kom ind i stedet for Frank, skulle senere vise sig frem i anden halvleg.

En til hver i anden halvleg
Efter pausen fortsatte SIF med de positive takter og 13 minutter inde i halvlegen fik de udbytte ved Jeppe Okkels, hvilket betød fornyet spænding eller det skulle man i hvert fald tro.

Der gik nemlig kun fem minutter fra reduceringen til, at FCM igen var foran med to. Indskiftede Samson kom i et godt løb og scorede efter forarbejde af Nikolaj Kirk. Kirk, der er tidligere Grønbjerg IF, Spjald IF og Vildbjerg SF-spiller virkede til at være i assist-humør.

Herfra skete der ikke det store og FCM kontrollerede kampen hjem og kunne dermed afslutte en forrygende sæson med guldmedaljer om halsen og pointrekord til stor glæde for træneren.

- Den her kamp beskriver i virkeligheden de her drenge rigtig godt. Vi havde ikke så meget at spille for, men alligevel kommer de ud og fører 2-0 efter ni minutter. Det viser noget om den indstilling, som de har til tingene, hvor de efter en lang sæson stadig er meget aggressive i presspillet og vil være gode med bolden - en rigtig god kamp, lød det fra en rigtig glad Kenneth Andersen, der nu må tage afsked med en del spillere fra det, der er blevet døbt som den gyldne årgang 1997.

En fantastisk sæson
De mange spillerne, der nu får chancen for en plads på superligaholdet, illustrerer meget godt, hvilken sæson det har været for FC Midtjyllands U19-hold.

- Det har været en fantastisk sæson, hvor vi har lært rigtig meget af især de internationale kampe. Dem har vi virkelig været gode til at bruge, når vi skulle spille U19-liga, hvilket har hjulpet os her sidst på sæsonen.

- Alt i alt har vi spillet 48 kampe i U19-regi, og det er en stor mundfuld, men jeg må bare sige, at jeg er meget imponeret af, at drengene ikke kun fysisk, men også mentalt har kunne holde kadencen hele vejen igennem - stor ros til hele holdet og staben omkring det, afslutter træner Kenneth Andersen.

Mesterskabet betyder, at FCM U19 igen skal spille UEFA Youth League til efteråret. Inden da starter U19-ligaen op igen i slutningen af august.

Se den endelige stilling HER

SIF U19 - FCM U19 1-3 (0-2)
05' 0-1 Mads Døhr Thychosen (assist Nikolaj Kirk)
09' 0-2 Kristian Dirks Riis (assist Mads Døhr Thychosen)
58' 1-2 Jeppe Okkels (Silkeborg)
63' 1-3 Samson (assist Nikolaj Kirk)

Start-11: Andreas Raahauge, Malte Jürgensen, Alexander Munksgaard, Kristian Dirks Riis, Anders Hagelskjær, Frank Onyeka (38' Samson Onomigho), Mads Olsen, Nikolaj Kirk, Mads Vang (70' Andreas Murbeck), Mads Døhr Thychosen (60' Andreas Poulsen), Simon Sterring

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox