26.03.2016, 00:55 | Af: Martin Duus | Foto: FC Midtjylland

Nederlag i fysisk duel

U18 måtte strække våben over for russiske Krasnodar og tabte knebent 1-2 i en kamp med rødt kort og to straffespark

- Det var en rigtig fed kamp, som blev spillet i et højt tempo. Niveauet var i top, og der var hele tiden tryk på i duellerne, lød den første reaktion fra træner Kenneth Andersen.

Og duellerne begyndte da også fra første fløjt. Hvad enten det var i luften, på jorden, ved standardsituationer, så blev der gået til den - på den gode måde.

Men det fysiske aspekt betød også mange frispark og sådan et tilfaldt FCM efter 18 minutter. Anders Hagelskjær stod for afviklingen og sendte bolden ind i feltet. Her ramte læderet en modspiller på hånden - straffespark til Midtjylland. 

Kantspiller Mikael Anderson stod for eksekveringen og sendte kuglen ind til midtjysk føring. Scoringen satte samtidig punktum på en første halvleg, der ellers var en helt lige affære indtil da.

De mange dueller fortsatte efter pausen, og russerne begyndte at presse på for udligningen. De sad på det meste af spillet, men det var ulvene som virkede mest farlige omkring modstanderfeltet. De medfølgende chancer førte dog ikke til et 2-0 mål, og i stedet var det Krasnodar, som kunne udligne.

For efter 43 minutters spil pegeren dommeren igen på straffesparkspletten - 1-1 - og der var lagt op til en spændende afslutning.

Begge mandskaber pressede nu på for, hvad der ville ligne det afgørende mål, og det kom så med blot fire minutter igen. En Krasnodar-spiller brød igennem i den ene side og sendte et skarpt indlæg ind i feltet. Bolden dumpede ned bag den ene FCM-midtstopper, og russerne havde bragt sig foran 2-1.

Den sene scoring betød et FCM-hold, der nu jagtede med alle midler på hånden. Lige lidt hjalp det dog, og selvom Krasnodar i de døende minutter fik en mand smidt ud, blev det ikke til nogen point for de unge talenter i dagens velspillede gruppekamp af Torneo Bellinzona.

Træner Kenneth Andersen var efterfølgende både ærgerlig og tilfreds med kampens forløb.

- Jeg er egentlig rigtig godt tilfreds med måden, vi får afviklet kampen på. Vi fører til midten af anden halvleg og har chancerne til at lukke kampen, hvilket da samtidig gør mig lidt ærgerlig, fortæller Andersen, der også sendte roser til modstanderen.

- De er et rigtig godt hold med stor fysik og spillemæssigt meget dynamiske, og så spillede de som et hold med god disciplin. Det er ikke en modstander, vi er vant til at møde, så det var en rigtig fed kamp for os på trods af resultatet, sagde Kenneth Andersen.

Lørdag eftermiddag venter der velkendt modstand i form af brasilianske Palmeiras, som ulvene senest slog på vejen til sejren i Copa Chivas. FC Midtjylland kan nøjes med uafgjort for at spille sig videre til semifinalen, mens brasilianerne er tvunget til sejr for at have en mulighed for avancement.

Se stillingen på turneringens hjemmeside her.

FC Midtjylland - Krasnodar 1-2 (1-0)
18' 1-0 Mikael Anderson (str.)
43' 1-1 Krasnodar (str.)
56' 1-2 Krasnodar

Start-11: Oliver Ottesen, Malte Jürgensen, Andreas Murbeck, Mathias Nors, Anders Hagelskjær, Frank Ogochukwu, Nikolaj Kirk, Mads Olsen, Mads Vang (39' Samson Onomigho), Mikael Anderson, Aziz Essaisi

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox