06.07.2016, 15:00 | Af: | Foto: FC Midtjylland

Offensiv tekniker på kontrakt

Den 15-årige Nikolas Dyhr, som er udtaget til den første samling med U16-landsholdet, er klar til at tørne ud for FC Midtjyllands U17-hold efter sommerferien

Det første mål for Nikolas Dyhrs fodboldkarriere er allerede gået i opfyldelse. For da han for et år siden skiftede til FC Midtjyllands U15-hold, var målet nemlig at spille sig til en plads på ulvenes fodboldakademi. Og det har han gjort. For efter sommerferien bliver han en del af den nye U17-trup.

- Det er rigtig fedt, når ens mål bliver en realitet. Det var det, jeg kæmpede for, da jeg skiftede til FCM, så det var en stor oplevelse at få kontrakten, siger Nikolas Dyhr.

For et år siden byttede han nemlig AC Horsens gule trøje ud med FC Midtjyllands sorte, og selv om det betød en stor omvæltning, så er han kommet godt igennem skiftet, fortæller FC Midtjyllands U15-træner Bo Møller.

- Det har naturligvis været en stor omvæltning at skulle skifte skole, træningsmiljø og bo nogle dage ved en værtsfamilie. Men han har håndteret udfordringer ganske fint, og Nikolas har udviklet sig meget både menneskeligt og sportsligt, siger U15-cheftræneren.

Forhørte sig hos akademispiller
Med en fortid i både Stensballe og AC Horsens talte Nikolas Dyhr med det tidligere Horsens-talent Sebastian Buch om FC Midtjylland inden skiftet, og han gav den midtjyske klub gode anbefalinger med på vejen.

- Jeg kender Sebastian Buch, og han har talt godt om akademiet. Hvis jeg skulle skifte fra Horsens, skulle det være til FC Midtjylland. Klubben er god til at udvikle spillere, og den tager hensyn til de unge spillere. Jeg glæder mig meget, siger 15-årige Nikolas Dyhr.

Og målet er klar for den offensive spiller, der gør sig både på 10’er-positionen og på kanten.

- Målet er at blive fast mand på U17-holdet og være en af de afgørende spillere, og så er det at blive ved med at være på U16-landsholdet, siger Dyhr, hvis fodboldkarriere begyndte i Stensballe, inden turen gik videre til Horsens.

Eksplosiv tekniker med overblik
Og en af trænerne fra den gang har sammen med familien haft stor betydning for Nikolas Dyhrs udvikling.

- Min familie har betydet meget. De har altid bakket mig op og kørt mig frem og tilbage. Det har min tidligere træner Steffen Pedersen også – han har udviklet mig meget. Jeg har haft ham både i Stensballe og i AC Horsens, fortæller Nikolas Dyhr.

Han peger selv på sin eksplosivitet og teknik som nogle af sine styrker, og det er Bo Møller fra FCM Elitefodboldskole enig i.

- Nikolas har et stort potentiale og med sin eksplosivitet, drible/finte færdigheder og sparketeknik, og så har han et fantastisk blik for sine medspillere. Han en af de dygtigste unge spillere, som jeg har haft fornøjelsen af at træne, lyder det fra U15-træneren.

Drømmer om Superliga og udland
Nikolas Dyhr har ved flere lejligheder trænet med og spillet kampe for FC Midtjyllands U17-hold i ligaen, og her han teknikeren imponeret. Alligevel er der fortsat ting, han skal arbejde med, påpeger Bo Møller.

- Nikolas skal fortsat arbejde hårdt og stille store krav til sig selv. Han skal arbejde med at holde sig inde i kampene og ind imellem være mere egoistisk i sit spil, fortæller U15-træneren, der glæder sig til at følge udviklingen på akademiet i Ikast.

Selv drømmer Nikolas Dyhr om et gennembrud i den midtjyske klub, inden talentet forhåbentlig bringer om uden for Danmarks grænser.

- Jeg drømmer om at få debut på superligaholdet og komme til udlandet, siger Dyhr, der har Premier League og Bundesligaen som sine drømmedestinationer.

- De to ligaer har jeg set meget. Det er to spændende ligaer, hvor det går meget hurtigt, siger Nikolas Dyhr, der er klar over, at det hårde arbejde fortsætter, selv om først delmål i fodbolddrømmen er nået.

Blandt årgangens bedste
- Man skal kæmpe hårdt og ikke læne sig tilbage, selv om man har fået kontrakt. Man skal blive ved med at arbejde hårdt og tro på sig selv, lyder det fra den 15-årige knægt, der altså er ny mand på fodboldakademiet i Ikast efter sommerferien.

Og her glæder akademichef Flemming Broe sig til at byde ham velkommen.

- Han er en dygtig offensiv spiller med en god teknik. Han skærmer sin bold godt og har en god speed. Han er en dygtig assistspiller og en dygtig målscore og blandt de bedste i sin årgang, så ham har vi store forventninger til, siger Flemming Broe.

- Når man går fra U15-fodbold til at spille U17-liga er der altid en udfordring i at vænne sig til tempoet, men Nikolas har den fornødne fysik til at gøre det, mener akademichefen.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox