18.10.2016, 11:00 | Af: Martin Dons | Foto: FC Midtjylland

Olsen: Jo flere tilskuere jo bedre

U19-holdets Mads Olsen ser frem til onsdagens Youth League-opgør mod Anderlecht og forventer offensivt og aggressivt fodbold fra hjemmeholdets side

Ventetiden har været lang, siden FC Midtjyllands danske mestre i U19-ligaen for tre uger siden spillede den første af to knockout kampe mod belgiske Anderlecht i UEFA Youth League. Men onsdag aften skal den afgørende duel stå på MCH Arena.

- Vi glæder os meget. Det er en kamp, vi har set frem til længe. Det er den største turnering, vi som U19-spillere kan være med i, siger Mads Olsen.

De danske talenter fik 0-0 i det først opgør, der på trods af de manglende scoringerne bød på masser af underholdning og godt spil.

Overbevist om hjemmebanemål
- Vi fik et udmærket resultat dernede. Vi ville selvfølgelig gerne have haft et udebanemål, men jeg ved, at hjemme på MCH Arena skal vi nok få scoret et mål, og så er det bare spørgsmålet, om vi kan lukke af for dem. Jeg er sikker på, at holder vi nullet, så går vi videre, siger midtbanespilleren.

Han var en del af det europæiske eventyr i sidste sæson, og det er vigtige erfaringer, som holdet tager med til den afgørende kamp mod Anderlecht, der i sidste sæson sendte FC Barcelona ud af turneringen.

- Det var en rejse, hvor vi prøvede at spille mod store giganter som Atletico Madrid og FC Barcelona. Det var sjovt at prøve kræfter med nogle af de helt store i Europa.

- Taktisk er vi på lige fod med dem hvis ikke over, men teknisk kan vi godt se, at vi har noget vej endnu. Jeg synes, det er der, den helt store forskel ligger, hvis vi skal op på deres niveau.

Håber på stor opbakning
Sammen med holdkammeraterne glæder Mads Olsen sig til opgøret onsdag aften, hvor han håber på stor opbakning på MCH Arena.

- Det er stort os at komme ind og spille på MCH Arena. Det er en fed kulisse, og jo flere tilskuere jo bedre bliver det, og jo mere larm, de kan lave, des bedre, siger Olsen, der lover, at drengene vil give alt for videre avancement i den prestigefyldte turnering.

- Tilskuerne kan forvente at se noget offensivt sprudlende fodbold og noget aggressivt fremadrettet forsvarsspil, og så forhåbentlig en sejr til os. Vi er oppe imod en hård modstander, så vi skal give os 110 procent, og det er jeg også sikker på, at alle gør, siger Mads Olsen.

Der er kick-off onsdag klokken 19.00 på MCH Arena, hvor der er gratis adgang for alle. Portene åbner klokken 18.30, og det er Faxe Kondi Tribunen, der er åben. Her vil der være fri placering onsdag aften.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox