17.04.2016, 14:55 | Af: Martin Duus Horslund | Foto: FC Midtjylland

Sejrsstimen brudt for U17

Efter tre sejre i streg måtte FCM U17 tage til takke med et 2-2 resultat i udekampen mod Randers FC, hvor begge hold også brændte et straffespark

Foråret er indledt på fornem vis for de yngste talenter, der inden weekendens kamp havde hentet maksimumpoint i de første tre opgør af U17-ligaen. De måtte dog nøjes med en uafgjort mod Randers efter at have været bagud to gange undervejs.

FCM ville fra kampens første fløjt gerne styre kampen, og det virkede det også til var muligt. Til gengæld manglede U17-spillerne til tider afklaring og enighed mellem hinanden, og derfor blev det en lidt rodet begyndelse.

Der skulle gå 20 minutter før den første scoring faldt på en standardsituation til hjemmeholdet - 1-0.

Efter scoringen begyndte der at komme form på spillet for FCM, og momentum var klart på udeholdets side. Ti minutter fra pausefløjt blev det momentum udløst i et straffespark, som desværre blev brændt. Det virkede dog til, at der var meget mere at komme efter for ulvene.

Men få minutter senere var det så Randers' tur til at forsøge sig fra straffepletten, men Frederik Nørgaard blev redningsmand i situationen og sørgede for, at der stadig kun var et enkelt mål at hente inden anden halvleg.

Og den halvleg stod der FC Midtjylland på. Kun ti minutter var spillet, før Christian Tue Jensen kunne brage udligningen ind efter et godt opspil. Spillet sad mere i skabet for FCM efter pausen, og det lugtede af et føringsmål til gæsterne.

I stedet for det bragte Randers sig foran nok engang med 20 minutter igen. En lang bold havnede hos en Randers-spiller, der fik tid til at kunne afslutte. Bolden blev afrettet og havnede tilfældigt i nettet, og så førte de lyseblå heste igen. Det frustrerede FCM-mandskabet, der ellers havde halvlegen under kontrol. 

Blot fem minutter senere fik FCM dog en uventet hånd fra Randers, der fik en mand sendt i bad. Det betød en jagende ulveflok, der kunne lugte udligningen.

Den kom så i det 75' minut, og denne gang var det FCM til at vise, hvordan man skal behandle en dødbold - nærmere betegnet et hjørnespark. Serven ind i feltet endte i panden på forsvarsspilleren Mathias Nors, der sikrede det ene point i en halvleg, som FCM dominerede.

- Alt i alt har vi nu spillet fire gode kampe i foråret, men her mod Randers bliver vi frustrerede og kan ikke få vendt bøtten. Vi svinger for meget i præstationen og skal blive dygtigere til at holde et stabilt niveau. Dog kommer vi tilbage to gange i kampen, og det er dejligt, men cadeau til Randers der kommer med god fight og scorer på deres eneste chance i anden halvleg, fortæller træner Svend Graversen.

FCM U17 ligger i øjeblikket på en fjerdeplads i ligaen, men kan med en sejr i næste kamp mod AaB overtage deres placering som nummer tre. Den kamp spilles på hjemmebane i Ikast lørdag den 23. april klokken 15.15.

 

Randers FC U17 - FC Midtjylland U17 2-2 (1-0)
1-0 Randers FC 20' 
1-1 Christian Tue Jensen 50' 
2-1 Randers FC 60' 
2-2 Mathias Nors 75' 

Start-11: Frederik Nørgaard, Japhet Sery Larsen, Mathias Nors, Nicolai Damkjær, Aksel Smith-Petersen (40' Gustav Kjeldsen), Mikkel Jakobsen, Christian Tue Jensen, Mads Carlson, Casper Tengstedt (70' Nicolas Dyhr, U15), Noah Grøn Iversen (50' Jonathan Dahl Bagger), Sebastian Buch Jensen

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox