23.03.2016, 13:58 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

Talenterne på schweizisk felttog

FCM U18 gik hele vejen i 2015-udgaven af Torneo Bellinzona. Nu skal titlen forsvares

U-ligaerne ligger stille over påsken, men akademispillerne er alligevel i fuld vigør. Tirsdag ankom den 18-mand store FCM-trup til schweiziske Bellinzona.

Hovedbyen i Ticino-kantonen danner for 76. gang rammen om en international U18-turnering. Den løber af stablen i påskedagene, og det er lige på hårdt: tre puljekampe på lige så mange dage, med start torsdag.

FCM U18 er havnet i pulje med schweiziske FC Sion, russiske Krasnodar og brasilianske Palmeiras. Sidstnævnte mødte FCM under Copa Chivas i januar, og det opgør endt med en 3-1 sejr til ulvene.

Kampene afvikles over 2 x 30 minutter, og det er tilladt at foretage fire udskiftninger undervejs. De deltagende hold må have fem spillere fra årgang 97 i kamptruppen, hvoraf max tre må være på banen samtidig. FCM har valgt kun at udtage tre 97’ere – Gloire, Riis og Hagelskjær.

- Det er som det plejer; vi går efter at komme så langt som overhovedet muligt, og det kunne være fedt at forsvare titlen. Vi spiller alle vores kampe i hovedbyen Bellinzona, og rammerne er rigtigt gode. Græstæppet ser fint ud, og vejret er behageligt med temperaturer på ca. 15 grader, beretter Kenneth Andersen fra alpelandet.

Det seneste år har budt på masser af internationale succesoplevelser for FCM’s akademi. Først vandt U18-holdet Torneo Bellinzona, hvorefter FCM U17 gjorde dem kunsten efter ved at gå hele vejen i Trofeo Nereo Rocco i Italien, og i januar kunne FCM U18 så lade sig fejre som vinder af Copa Chivas i Mexico.

De gode resultater er ikke gået ubemærket hen, og det har været positivt at opleve:

- Der er mere opmærksomhed om os end sidste år, og vi bliver også spurgt ind til vores deltagelse i UEFA Youth League, siger Andersen, og forsikrer om at han og truppen vil gøre deres til igen at vise det danske talentarbejde frem på bedste vis.

Program for puljekampene
Torsdag d. 24/3 kl. 21.00 FC Sion – FC Midtjylland
Fredag d. 25/3 kl. 21.00 FC Midtjylland – FC Krasnodar
Lørdag d. 26/3 kl. 16.30 SE Palmeiras – FC Midtjylland
Søndag d. 27/3 semifinaler og placeringskampe
Mandag d. 28/3 Finale og bronzekamp

FCM U18’s trup
Oliver Ottesen (1998)
Simon Petersen (1999)
Malte Jürgensen (1998)
Mathias Nors (1999)
Andreas Murbeck (1998)
Japhet Sery Larsen (2000)
Kristian Dirks Riis (1997)
Anders Hagelskjær (1997)
Mads Olsen (1998)
Nikolaj Kirk (1998)
Gloire Rutikanga (1997)
Frank Onyeka Ogochukwu (1998)
Christian Tue Jensen (2000)
Mikael Anderson (1998)
Mads Vang (1998)
Mads Carlson (1999)
Aziz Essaisi (1998)
Samson Onomigho (1998)

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox