30.03.2016, 12:16 | Af: | Foto: FC Midtjylland

Talentfuld keeper til Akademiet

Lokalt målmandstalent på plads på Akademiet

Han har hele tiden været defensivt orienteret, men det var først i 11-12 års alderen, at det for alvor blev målmandshandskerne, der vandt hos Valdemar Birksø.

For indtil da skiftede han nemlig mellem forsvaret og målmandstjansen. Men det blev sidste skansen, der vandt.

- Det er sjovt at være målmand. Med den position kan man redde holdet, siger Valdemar Birksø.

- Men der er også en risiko ved at være bagerste mand, men det er fedt, hvis der er en friløber, og man tager den og holdkammeraterne jubler med en, siger den 15-årige Brande-knægt.

Men det er ikke kun friløbere, den unge målmand fra Brande har reddet. Også i straffesparksdisciplinen er han skarp. Det bevidste han blandt andet ved sommerens Brøndby Cup, hvor FC Midtjylland strøg til tops.

- Det er min største fodboldoplevelse indtil nu. Vi var i straffesparkskonkurrence i både semifinalen og finalen. Jeg reddede straffespark begge gange, og vi vandt. Det var mega fedt. Jeg reddede seks ud af 11 spark, og så kom alle ned og jublede med mig, husker den unge brandit.

Og årsagen, til at han i dag har spillet sig til en kontrakt på Akademiet, skal blandt andet findes i støtten fra familien.

- Min familie har betydet meget for mig, fordi den altid har støttet mig. Både når det er gået godt og knap så godt. Og så har min tidligere målmandstræner Rene Mejer også betydet meget. Han har støttet mig meget, siger Valdemar Birksø.

Det er ikke nyt for Brande at udvikle talenter til Akademiet. Tidligere har de sendt Rasmus Lauritsen, der i dag spiller i Skive IK, til Akademiet, mens Rasmus Nissen Kristensen, der i de seneste par kampe har spillet højre back på superligaholdet, også kommer fra Brande IF.

Nu glæder nyeste brandit sig til udfordringerne på Akademiet, hvor han ser frem til at udvikle sig.

- FC Midtjylland har super gode målmandstrænere, der tror på mig, og jeg forventer, jeg udvikler mig meget. Samtidig kombinerer Akademiet skole og fodbold godt, så der er plads til begge dele. Det er vigtigt, så man har noget at falde tilbage på, hvis man bliver skadet, eller det ikke går som forventet, siger Birksø.

I FC Midtjylland ser målmandstræner Nikolai Pold et spændende potentiale i den 15-årige Brande-knægt, der tidligere i marts var med på DBUs futuresamling.

- Valdemar er en interessant spiller. Han har et godt blik for spillet, og så har han den rette indstilling. På alle de tekniske parametre har han noget ekstraordinært. Han er en fodboldintelligent målmand, der har en god forudsigelighed i sit spil, lyder det fra Pold, der også ser områder, hvor der skal arbejdes med den unge målmand og ikke så høje målmand.

- Vi skal arbejde med den fysiske del af spillet. Han mangler noget muskelmasse, og så skal vi arbejde med spillet i feltet efter indlæg. Selv om han er god til at komme ind og bryde bolden, så mangler en smule i at komme ud og dominere feltet.

Akademichef Flemming Bro glæder sig over, at Valdemar Birksø er ny på mand på Akademiet efter sommerferien.

- Han har et stort engagement, er meget fokuseret og en god kommunikator. Han er mentalt stærk og har vist sig at være kampafgørende i flere straffesparkskonkurrencer. Teknisk og taktisk har han et stort potentiale, siger Flemming Broe.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox