09.10.2016, 14:28 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: FC Midtjylland

U17: En mental fight mod rivalerne fra Viborg

Opgøret mod Viborg handler ikke kun om tekniske færdigheder. Den har også en mental dimension, som er afgørende i jagten på de tre point

Mandag venter et lokalt rivalopgør mod de grønne tropper fra domkirkebyen. Begge mandskaber har haft en længere pause fra U17-ligaen. For ulvenes vedkommende tæller fraværet nøjagtig en måned, siden de sidst var i ilden mod Silkeborg, hvor de vandt 4-2. U17-træner Svend Graversen er derfor spændt på ulvenes niveau.

- Efter en lang pause er man altid lidt i tvivl om, hvor man står henne. I mellemtiden har vi deltaget i en turnering i Italien, hvor vi fik nogle slag. Men vi gjorde os også nogle erfaringer, som jeg håber, vi kan sætte i spil i de kommende ligakampe, siger Svend Graversen.

Viborgs U17-mandskab har også haft en længere pause fra ligaen. ’De grønne’ var sidst i aktion, den 17. september, hvor de måtte se sig slået 3-2 til Lyngby. Dermed er det kun et enkelt point, der adskiller ulvene og viborgenserne inden mandagens opgør.

Et mentalt opgør
Rivaliseringen mellem Viborg og FC Midtjylland gør sig også gældende på ungdomsniveau. Træner Svend Graversen forventer en intens kamp – også på det mentale plan.

- Viborg drengene har spillet sammen siden U11/U12 med samme grundstamme hele vejen igennem, så de er langt fremme både taktisk og mentalt. Vi ved, at kampene mod Viborg også har en mental dimension, især fra Viborgs side. Kampen mod os er den kamp,som de allerhelst vil vinde.

- Derfor forventer jeg, at det bliver en god kamp mod viborgenserne. Det er altid spændende at spille de her kampe, som kommer med så meget følelse og energi, og det glæder vi os til at skulle håndtere, siger Svend Graversen.  

Kampen sparkes i gang mandag den 10. oktober klokken 18.30 på Ikast Stadion.  

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox