09.06.2016, 09:17 | Af: Martin Duus Horslund | Foto: FC Midtjylland

U17-talenterne håber på opbakning i pokalfinalen

Lørdag bliver ligaskæbnen besejlet, men allerede fredag spiller talenterne sæsonens sidste og måske vigtigste kamp - pokalfinalen mod Vejle BK

Sideløbende med ligaen har det yngste akademihold ganske ligesom superligaholdet spillet pokalfodbold. Her har de klaret sig så godt, at det sidste slag nu skal slås på grønsværen i Givskud fredag aften.

Modstanderen fra Vejle er velkendt fra U17-ligaen, men hvor det i den første kamp blev til en overbevisende 9-0 sejr hjemme, vandt vejlenserne 2-1 i deres egen hule og har leveret flere gode resultater i denne halvsæson.

- Vejle kender vi jo rigtig godt, og de har spillet sig væsentlig op her i foråret siden første møde. De har fået fine resultater mod topholdene og helt generelt i foråret, fortæller træner Svend Graversen om den kommende modstander.

"Den skal have fuld skrue"
FCM U17 har selv haft et fornuftigt forår og sluttede ligaen af med at vinde 2-1 over Esbjerg, der tvinger AaB til at vinde lørdag for at tage bronzemedaljerne fra hedens drenge. Den afgørende dag i ligaen bliver dog glemt for en stund, når spillere og trænere træder ind til pokalfinalen mod Vejle.

- Det er sidst på sæsonen, og nu har vi sluttet godt af i ligaen med en sejr, og det vil vi også gerne i pokalturneringen med en triumf. Vi har gennem hele turneringen prioriteret at spille med førsteårs U17-spillere, og de minutter skal vi gøre brug af igen nu.

- Pokalfinalen er bare én kamp, og selvom vi har spillet rigtig mange kampe på det seneste, skal den have fuld skrue fra første minut. Derfor håber vi også på så stor en opbakning som muligt, så vi kan få de ekstra procenter, der skal til for at vinde det hele, lyder opfordringen fra Graversen.

Og hvis du er en af dem, der har tænkt sig at køre til Givskud på fredag, så spilles opgøret på Givskud Kunstgræs, Løveparkvej 2A, Givskud, 7323 Give. Kampen begynder klokken 17.30, og der er gratis entre.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox