01.06.2016, 11:00 | Af: Martin Duus Horslund | Foto: FC Midtjylland

U17 tilbage på vindersporet

Efter to nederlag var der igen noget at juble over, da FCM U17 i Haderslev vandt 2-0 og atter indtager en medaljeplads

Aftenens opgør mod SønderjyskE fra bunden af rækken var det tredje på en lille uge for det midtjyske hold, og selvom det mod slutningen virkede som et småtræt ulve-mandskab, var der igen jubelråb på menuen i omklædningsrummet efterfølgende.

Det stramme program betød desuden, at der var lavet nogle rokeringer i den normale startformation for at fordele minutterne, men det var ikke til at mærke inde på banen, hvor der ikke gik længe, inden gæsterne bragte sig i front.

For et kvarter var der kun spillet, før FCM sendte bolden i hjemmeholdets net. Bolden blev opsnappet på midten af banen og ført hurtigt fremad af Casper Tengstedt mod sønderjydernes mål. Han afleverede bolden til Jonathan Dahl Bagger, som sendte FCM i front.

Og Dahl Bagger ville også have en fod med i næste mål. Midtbanespilleren afleverede til Lukas Giessing, der fra den ene kant sendte bolden ind i feltet og fandt to helt frie medspillere i Sebastian Buch og Kristian Brøndum. Det var sidstnævnte som steg op og pandede 2-0 målet i kassen efter 22 minutters spil.

FCM-dominansen var ikke til at tage fejl af i første halvleg, og den forventede træthed ingen steder at se. Det betød, at værterne fra SønderjyskE blev holdt væk fra de store chancer, og pausestillingen derfor blev ved de 2-0 til FC Midtjylland.

Slidte til sidst
Det kampbillede fortsatte i anden halvleg. Ulvene dominerede og skabte chancerne, men modsat første halvleg ville bolden ikke ind over stregen. Det på trods af, at mulighederne flere gange var så store, at der skulle scores og lukke kampen.

I stedet kunne der hen imod slutningen have opstået en unødvendig spænding. For efter ren kontrol og overtag overlod FCM i de sidste ti minutter noget af initiativet til hjemmeholdet.

Trætheden havde helt naturligt begyndt at melde sig, og det førte til især en stor chance til de unge FCM'ere, men bolden blev sparket væk på den rigtige side af stregen - spændingen udeblev.

Så der var til syvende og sidst ingen tvivl om, hvem der ejede kampen - FCM. Kampen endte således med de samme cifre som midtjyderne i efteråret også havde besejret SønderjyskE med - 2-0. Sejren sender dermed FC Midtjylland på tredjepladsen to point ned til AaB, som dog i morgen kan tage den tilbage.

Lige så sikkert er det, at U17-mandskabet nu igen er på vindersporet før de to sidste kampe af sæsonen.

- Alt i alt er vi rigtig tilfreds med præstationen. Det er dejligt at vinde igen og samtidig kunne skifte lidt ud i truppen, så vi har friske spillere til rådighed. Det er klart, at vi blev lidt trætte til sidst, men nu har vi to kampe tilbage, og der skal vi først og fremmest gøre tingene selv, og så må vi se med de andre resultater, fortalte træner Svend Graversen.

Næste opgør for talenterne, og det næstsidste i sæsonen, er allerede på lørdag, hvor lokalrivalerne fra Silkeborg byder velkommen til dyst.

SønderjyskE U17 - FC Midtjylland U17 0-2 (0-2)
15' 0-1 Jonathan Dahl Bagger (assist Casper Tengstedt)
22' 0-2 Kristian Brøndum Pedersen (assist Jonathan Dahl Bagger)

Start-11: Simon Petersen, Gustav Kjeldsen (50' Mikkel Jakobsen), Nicolai Damkjær, Mathias Nors (40' Aksel Smith-Petersen), Lukas Giessing, Victor Torp, Kristian Brøndum Pedersen, Casper Tengstedt, Jonathan Dahl Bagger (40' Japhet Sery Larsen), Sebastian Buch Jensen, Mads Carlsson

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox