25.03.2017, 18:26 | Af: Martin Dons | Foto: FC Midtjylland

U17 vendte slagets gang

FCM U17 var på vej ned i sækken, men slap ud på en stærk anden halvleg i 3-1 sejren over Vejle

FCM U17 har været stærkt spillende i foråret, men i første halvleg mod Vejle fik ulvene slet ikke spillet til at hænge sammen. Der var for stor afstand mellem spillerne, og FCM’erne fik ikke lagt det fornødne tryk på Vejle, der havde let, både ved at spille sig ud af presset og erobre bolden tilbage, når de endelig mistede den.

Især Vejles opspil over fløjene voldte FCM U17 problemer, og på Vejles højrekant boltrede Thais Damgaard Nielsen sig. Det var derfor også ganske passende at det blev ham, der åbnede målscoringen med en fornem soloaktion efter en lille halv time.

FCM’erne var halvlegen igennem på bagkant, og blev kun sporadisk farlige på omstillinger, og reelt set var 1-0 stillingen en nådig udgang på en første halvleg, der havde tilhørt værterne.

Efter pausen ændrede kampen imidlertid karakter – mens FCM U17 i de første fyrre minutter havde spillet op mod en strid modvind, var det nu omvendt. Samtidig fik ulvene skubbet spillet højere op på banen, og de to ting var med til at stresse Vejle.

Samtidig lykkedes det trods en uvant position som venstre back John Philip Ndjate at få neutraliseret Vejles bedste spiller i Thais Damgaard Nielsen – en ny god kamp af den fysisk stærke U15 spiller.

Det var derfor ikke helt overraskende, at Casper Tengstedt efter et kvarters spil kunne udligne på et straffespark begået mod ham selv. Tengstedt måtte i midtugens 4-2 nederlag for første gang i foråret gå fra banen uden at have scoret, men tog revanche mod Vejle – tre minutter efter hans første mål, kom han igen på tavlen, da han modtog bolden fra Gustav Isaksen og bragede den op i krydset.

Dermed var opgøret vendt på hovedet, og FCM sørgede for at holde fast.

Syv minutter før tid lykkedes det Noah Grøn Iversen at slippe af sted i en omstiling, og med en stærk aktion, hvor han ene mand gjorde al arbejdet, lukkede han opgøret med målet til 3-1.

- Taktisk var vi ikke ordentligt indstillet på Vejle i første halvleg, og det tager jeg ansvaret for. Kampen i dag var den tredje kamp på otte dage, og det var en hård kamp for os, hvor vi virkelig måtte slide for de tre point, erklærede cheftræner Svend Graversen.

Vejle BK U17 – FC Midtjylland U17 1-3 (1-0)
28’ 1-0 Thais Damgaard Nielsen
54’ 1-1 Casper Tengstedt, straffespark
57’ 1-2 Casper Tengstedt (oplæg Gustav Isaksen)
73’ 1-3 Noah Grøn Iversen

FCM U17: Enock Mawete Mwimba – Lukas Giessing (46’ Mikkel Aaen Christiansen), Oskar Bloch, Japhet Sery Larsen, Oliver Sørensen Jensen [FCM U15] (39’ John Philip Ndjate [FCM U15]) – Nicolas Hautorp Madsen, Antonis Martis, Casper Tengstedt – Jonathan Dahl Bagger (41’ Nikolas Langberg Dyhr), Gustav Isaksen, Noah Grøn Iversen

FCM vs. FCN – 29. apr.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox