28.04.2016, 10:30 | Af: Martin Duus Horslund | Foto: FC Midtjylland

U17 videre til pokalsemifinale

I en tæt duel mod Thisted FC vandt FCM til sidst på straffe og gik videre til semifinalen

Ligesom de professionelle er der også i ungdomsregi ind i mellem pokalfodbold på tapetet og dermed udfordringen med to kampe på en uge. Her til aften skulle hedens U17-hold således mod nord og aflægge et visit hos samarbejdsklubben Thisted FC og Lerpytter Anlæg.

Kampen blev en meget lige affære, hvor tilskuerne skulle vente helt indtil anden halvleg, inden de store chancer bød sig til. Forinden havde de unge talenter fra FCM spillet en ujævn første halvleg og formåede i især første halvleg ikke at trykke hjemmeholdet tilstrækkeligt.

Udtrykket var bedre i anden, men det var Thisted, som kom frem til den første store målchance. Et godt angreb førte til en god chance fra distancen, men Thisted måtte se forsøget prelle af på overliggeren.

FCM havde generelt svært ved at skabe chancer mod et velopsat hjemmehold, men et kvarter før tid kom velsagtens den største, man kan få i fodbold - straffespark. Ind i målet kom bolden dog ikke, og det betød at kampen endte i straffesparkskonkurrence.

4-3 efter straffespark
Her blev FCM-keeper Frederik Nørgaard helten, da han reddede to forsøg, og da FCM samtidig kun missede en enkelt gik U17-mandskabet videre til pokalsemifinalen for U17-hold.

Træner Svend Graversen roser Thisted for deres arbejdsevne og besøget generelt hos samarbejdsklubben.

- Thisted har fået lavet et rigtig godt arrangement, og de kom ud til kampen og gav den maksimalt gas. Det var en helt lige kamp, hvor vi så til sidst har dygtigheden til at gå videre på straffespark, lød betragtningerne fra Graversen efter kampen.

I semifinalen møder talenterne enten Vejle, Viborg eller Silkeborg og spiller lørdag U17-liga på udebane mod førstnævnte, Vejle.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox