28.05.2016, 21:10 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

U19 er danske mestre – igen!

…og så betød det mindre at ulvene tabte 1-0 til FCK

Guldmedaljerne blev reelt sikret med onsdagens 3-0 sejr over AGF. Det resultat betød at ulvene havde seks point og en målforskel på +17 mål ned til FC Nordsjælland før de sidste to runder, og derfor var der blot tilbage at gøre mesterskabet til en matematisk kendsgerning.

Med den tanke i baghovedet gik FCM U19 på banen mod FCK, der dog ikke havde tænkt at lægge sig ned. En af FCM U19’s forcer er holdets fysiske formåen, men FCK kan også mønstre noget råstyrke og var i stand til at matche de forsvarende mestre på fysikken.

I en lige første halvleg tilfaldt den største chance FCM U19. Et hjørnespark afstedkom et større klumpspil i FCM-feltet, inden bolden blev clearet – dog ikke langt nok, og en FCM-spiller sparkede på mål, men en FCK’er fik reddet på selve målstregen.

I pausen tikkede meddelelsen så ind om at FCN havde tabt 2-1 i Odense – farumgensernes kamp var startet fem kvarter før FCM U19’s – og så stod det stanset ud i jern: FCM U19 havde genvundet mesterskabet!

Ti minutter inde i anden halvleg scorede FCK det, der skulle vise sig at blive kampens eneste mål. Andreas Raahauge kom godt ud og boksede et indlæg væk, men faldt tungt til jorden. Bolden blev opfanget af en FCK’er, der trykkede af, inden Raahauge kunne nå på benene, og via en afretning strøg strøg bolden i nettet.

Det fik FCM U19 til at gå over til at spille med to angribere, men selvom ulvene pressede på, måtte de for en gangs skyld gå målløse fra banen.

- Vi fortalte spillerne at FCN havde tabt i pausen, men det vil jeg nu ikke give skylden for at vi taber. Vi møder et stærkt FCK-hold, og selvom vi ikke spiller en god kamp, så var der ikke noget at udsætte på spillernes indsats, erklærede Kenneth Andersen, inden han kommenterede på det nyvundne mesterskab.

- Vi genvinder mesterskabet, og det er en bedrift i sig selv, for som forsvarende mestre, er man det hold, alle de andre gerne vil slå. Vi har haft et langstrakt forår, hvor vi først spillede Copa Chivas, dernæst UEFA Youth League, og til sidst U19 Liga.

- Så balancegangen for os har været, at vi skulle toppe tidligt, men samtidig holde kadencen i lang tid. Der er blevet stillet ekstraordinært store krav til spillerne i foråret - dem har de indfriet, og det er også derfor, så mange af dem nu får chancen på førsteholdet, lød det fra Andersen, der fortsætter:

- FC Nordsjælland havde på et tidspunkt et forspring på ti point ned til os. De havde så også spillet flere kampe end os, men en kamp i hånden er ikke det samme som tre point. Vi har været presset til at vinde, og vi stod distancen. Det er min klare fornemmelse, at Youth League-kampene gav os et løft til mesterskabskampen i U19 Ligaen, og derfor er vi utroligt glade for, at vi også næste år skal spille de kampe, konstaterede den glade FCM-træner fra FCM-bussen.

Der venter nu FCM U19 en varm modtagelse i Herning. Her har Black Wolves inviteret spillerne til fest og hyldest i fanklubbens lounge på MCH Arena, ligesom det også var tilfældet sidste år – samme tid næste år, fristes man til at spørge…

FC København U19 – FC Midtjylland U19 1-0 (0-0)
56’ 1-0 FCK

Start-11: Andreas Raahauge – Malte Jürgensen, Kristian Dirks Riis, Andreas Murbeck, Anders Hagelskjær – Kaan Kairinen, Mads Olsen (50’ Ogochukwu Frank Onyeka), Nikolaj Kirk (60’ Simon Sterring) – Mads Vang (57’ Andreas Poulsen), Mads Døhr Thychosen, Jákup Thomsen

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox