28.04.2016, 14:00 | Af: Martin Duus Horslund | Foto: FC Midtjylland

U19: Selvfokus bliver vigtigt for mestrene

FCM U19 delte i sidste ligaopgør. Nu jagter de igen tre point på udebane mod Vejle

Efter at have gjort rent bord i forårets første fire kampe, måtte U19-holdet i sidste weekend nøjes med 1-1 mod AaB. Resultatet betød, at ulvene stadig er at finde på andenpladsen - seks point fra FCN på førstepladsen og tre point ned til AaB på tredjepladsen. FCM har dog henholdsvis fire og tre kampe i baghånden på de to konkurrenter.

Den kommende modstander fra bøgeskoven er placeret i bunden af rækken og har senest tabt to kampe i streg. Det får dog ikke træner Kenneth Andersen til at tage let på opgaven.

- Vejle er lidt som os selv. De vil gerne komme ud spille med bolden og være offensive indstillede. Det plejer at give nogle rigtig gode kampe, og jeg synes faktisk, de er bedre end deres nuværende placering, forbeholder Andersen, der sammen med holdet vandt 2-1 sidst, de to hold mødtes.

Fokus på sig selv
Med det sagt vil træneren ikke give modstanderholdet for meget fokus og i stedet koncentrere sig om egen præstation for at tage sejren.

- Vi skal forsøge at fortsætte der, hvor vi er lige nu. De sidste kampe har vist godt spil og kvalitet - især på bolden og i det offensive spil. Skarpheden har dog manglet lidt i forhold til de mange chancer, vi har produceret, så det skulle vi gerne have ændret på mod Vejle. Defensivt skal vi prøve at holde dem væk fra de store omstillinger, som i de sidste par kampe kunne have kostet dyrt, pointerer Kenneth Andersen.

Forud for kampen i Vejle har trænerteamet alle mand klar på nær knæskadede Rasmus Nicolaisen, og så der fortsat tvivl om Mads Døhr Thychosen, der i 2-0 sejren over Randers måtte udgå med en form for hjernerystelse.

Der er kick-off på lørdag klokken 13.00 i Vejle.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox