10.09.2016, 20:20 | Af: | Foto: FC Midtjylland

U19 snuppede sejren i lokalopgør

FC Midtjylland-dominans i første halvleg strakte til en sejr i kampen mod Silkeborg IF

Der var lagt op til lokalopgør, da FCM U19 lørdag eftermiddag tog imod silkeborgenserne på Ikast Stadion. En kamp som midtjyderne satte sig på lige fra kick-off, hvorefter de vadede i målchancer de næste 45 minutter.

Der skulle heller ikke gå længe, før Samson Iyede bragte ulvene i front. Efter 14 minutters spil leverede Andreas Poulsen en dyb bold til den farlige angriber, og dermed kunne Samson Iyede score til 1-0.

Næsten samme senarie gjorde sig gældende fire minutter senere. På et langt indkast placerede Andreas Poulsen bolden hos Samson Iyede i feltet, som gjorde arbejdet færdigt. Dermed stod der 2-0 i midtjysk favør, da de første 45 minutter var spillet, men træner Kenneth Andersen mente, at FCM burde føre med dobbelt så meget.

- Vi spillede os til nogle rigtig store chancer i første halvleg og burde nok føre med 4-0, men Silkeborgs keeper havde nogle gode redninger.

- Efter første halvleg var jeg meget tilfreds med vores høje pres, men vi havde et forbedringspunkt i forhold til det lave pres. Silkeborg havde for let ved at spille sig igennem, og uden de kom til de helt store chancer, formåede vi ikke at lukke ordentligt af, sagde Kenneth Andersen.

Silkeborg var knap nok nået på banen, før ulvene igen var på spil. Et minut inde i anden halvleg scorede Frank Onyeka på et indlæg fra Malte Jürgensen og bragte dermed FCM i front med hele 3-0.

Ulvene mistede overtaget og Silkeborg svarede igen
Bedst som man troede, at midtjyderne ville fortsætte første halvlegs dominans, rendte ulvene ind i den røde mur.

- Udover at vi hurtigt bragte os på 3-0 lige i starten af anden halvleg, lykkedes vi ikke med spillet på samme måde. Anden halvleg blev mere på Silkeborgs præmisser. De var meget på bolden og skabte flere chancer. Som resultat blev vores spil for individuelt og usammenhængende i den fase, sagde FCM-træneren.

Silkeborg reducerede først til 1-3, og to minutter før tid fandt de igen frem til midtjydernes mål. Stilling var dermed 3-2 til FC Midtjylland, hvilket forblev kampens resultat. Et udfald som FCM-træneren alligevel var meget tilfreds med.

- Vi lykkedes godt med vores spil i starten af kampen, hvor vi virkede forberedte. Inden kampen snakkede vi om, hvordan vi kunne straffe Silkeborg. Det løste drengene godt og kom til store chancer. Vores forbedringspunkt ligger i vores organisation – hvordan vi organiserer os, når de andre har bolden, sagde Kenneth Andersen efter kampen.

FCM U19 spiller næste kamp lørdag den 17. september, hvor holdet møder OB på udebane.

FCM U19 – SIF U19 3-2 (2-0)
14’ 1-0 Samson Onomigho Iyede
18’ 2-0 Samson Onomigho Iyede
46’ 3-0 Ogochuwu Frank Onyeka
68’ 3-1 Rasmus Lysdal
88’ 3-2 Anders Iversen

FCM U19: Oliver Ottesen, Malte Jürgensen, Andreas Murbeck, Gustav Kjeldsen, Victor Torp(80’ Nicolai Damkjær), Nikolaj Kirk, Andreas Poulsen, Ogochukwu Frank Onyeka, Mads Vang, Sebastian Buch(73’ Mikkel Jacobsen), Onomigho Samson Iyede(69’ Aziz Essaisi)

 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox