15.05.2016, 18:30 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

U19 vandt uden at imponere

En stærkt spillende Andreas Raahauge bidrog til at FCM U19 med en 2-0 sejr over Brøndby holder mesterskabskursen

Det var meningen, at søndagens opgør skulle have været spillet i torsdags, men da begge mandskaber havde spillere udtaget til U18-landsholdet, blev det besluttet at udsætte kampen.

Set i bagklogskabens klare lys kunne kampen dog lige så godt have været spillet der, for af de fem landsholdsspillere - Mikael Anderson og Mads Olsen for FCM og Joel Kabongo, Gregers Lauritzen og Jacob Pryts Larsen for Brøndby – var det kun målmanden Pryts Larsen, der kom i aktion på Wunderelf Arena.

Her kunne tilskuerne se FCM U19 tage teten efter tyve minutters spil, da Jákup Thomsen headede Anders Hagelskjærs hjørnesparksindlæg ind ved den nærmeste stolpe. FCM U19 fik skabt en hel del chancer i første halvleg, men ellers spillede ulvene ikke op til deres sædvanlige niveau, og meget af spillet foregik på Brøndbys præmisser.

Til alt held har FCM U19 en sikker sidste skanse i Andreas Raahauge, og med et par vigtige redninger sørgede keeperen for at FCM U19 kunne gå til pause med 1-0 føringen intakt.

Cheftræner Kenneth Andersen var på ingen måde tilfreds med præstationen i første halvleg.

- I pausen sagde jeg til spillerne, at vi ikke kunne være den indsats bekendt overfor hinanden. Vi var på bagkant hele tiden, og tabte alt for mange dueller og andenbolde. Der blev spillet alt for individuelt, konstaterede Andersen.

Et skridt nærmere titlen
Opsangen virkede efter hensigten, og FCM kom frem til to store chancer i halvlegens første minutter, herunder et godt forsøg fra Kaan Kairinen, som Pryts Larsen flot reddede. Brøndby var dog ikke ude af kampen og også Raahauge måtte levere endnu et godt indgreb.

Med tyve minutter igen faldt kampens afgørelse så. En god FCM-afslutning resulterede en ripost, og den sparkede indskiftede Samson i kassen. 2-0 – og det blev også slutfacit.

- Vores præstation bliver langt bedre i anden halvleg, hvor vi får lagt et helt andet tryk på Brøndby.  Spillerne løb lige så mange meter som normalt i første halvleg, men det var først efter pausen, at vi begyndte at gøre tingene som et hold, fortalte Kenneth Andersen.

Med sejren kan FCM U19 glæde sig over to hele sæsoner som ubesejrede på Wunderelf Arena – det seneste nederlag daterer sig tilbage til den 29. marts 2014 (2-3 mod FCN).

De tre point betyder samtidig at holdet med syv point i de resterende fire kampe vil genvinde mesterskabet – der venter dog en svær opgave i den kommende runde, hvor FCM U19 gæster Esbjerg.

FC Midtjylland U19 – Brøndby IF U19 2-0 (1-0)
19’ 1-0 Jákup Thomsen (assist Anders Hagelskjær)
71’ 2-0 Samson Onomigho Iyede

Opstilling: Andreas Raahauge – Alexander Munksgaard, Kristian Dirks Riis, Andreas Murbeck, Anders Hagelskjær – Kaan Kairinen, Gloire Rutikanga, Nikolaj Kirk (69’ Ogochukwu Frank Onyeka) – Mads Vang (64’ Samson Onomigho Iyede), Mads Døhr Thychosen, Jákup Thomsen (83’ Malte Jürgensen)

 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox