14.05.2016, 22:24 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

U19 vil forlænge spektakulær hjemmebanestime

Med lørdagens 3-0 sejr i Lyngby fortrængte FCM U19 for første gang i sæsonen rivalerne fra FCN fra førstepladsen. Søndag skal føringen konsolideres

FCM U19 indtager førstepladsen, truppen er stort set skadesfri, og solen skinner. Der er ikke noget at sige til, at humøret har været højt under de seneste dages træning.

På søndag gælder det prestigeopgøret mod Brøndby og cheftræner Kenneth Andersen ser positivt på mulighederne for, at hans mandskab kan udbygge føringen yderligere.

Gæsterne indtager ligaens 8. plads og har haft et glimrende forår, der dog blev skæmmet en smule af 1-2 hjemmebanenederlaget til Vejle i seneste spillerunde. Runden forinden viste Brøndby U19 dog formatet ved at slå AaB i Aalborg, så det er et af U19 Ligaens mere uberegnelige modstandere, der venter FCM:

- Jeg synes ikke, det ligger til Brøndby at stille sig ned, og det vil heller ikke ligne dem, så jeg tror, de vil gå op og møde os. Uanset hvordan Brøndby vælger at gribe kampen an, er jeg dog sikker på, at vi har værktøjerne til at håndtere det. For os er det lige som det plejer: vi fokuserer på at leve op til vores egne standarder, siger Kenneth Andersen, der i efteråret så sit hold sejre 3-1 i den omvendte kamp.

Begge mandskaber har op til kampen haft spillere med på U18 landsholdet, der har været i Montenegro til to kampe mod den lille Balkan-republik.

For FCM deltog Mikael Anderson og Mads Olsen, mens Brøndby havde målmand Jacob Pryts Larsen, midterforsvareren Joel Kabongo og venstrebacken Gregers Arndal-Lauritzen med på turen.

Alle spillerne ventes dog at være i spil til kampen. Kun FCM’s Andreas Poulsen er med sikkerhed ikke med - venstrebacken er i Aserbajdsjan, hvor han spiller U17 EM.

Opgøret er sæsonens sidste u-kamp på Wunderelf Arena, og forudsat man holder med FCM, har det været en fornøjelig omgang at besøge det tidligere Ikast Stadion: 8 sejre, og to uafgjorte er det blevet til i de hidtidige ti kampe.

Med en sejr kan FCM U19 således tangere sidste sæsons hjemmebanestatistik (9-2-0). Det er mere end to år siden, at FCM U19 sidst tabte en hjemmekamp.

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox