23.01.2013, 09:00 | Af: Administrator

FC Midtjylland udlejer talentfuld træner til Hobro

Jonas Dal skal i forårssæsonen stå i spidsen for 1. divisionsklubben Hobro

Jonas Dal har i de seneste ti år været en fast del af trænerstaben i FC Midtjylland, men nu er det slut. I hvert fald for en stund. Den talentfulde træner skal nemlig i foråret prøve kræfter med landets næstbedste række, hvor han er blevet cheftræner i Hobro.

Her skal den 36-årige træner for første gang i karrieren stå i spidsen for et førstehold på seniorsiden, og der venter Jonas Dal et stort ansvar, når den tidligere reserveholdstræner i FC Midtjylland står med hovedansvaret i forårets 14 kampe.

- Det bliver nyt for mig i min trænerkarriere. Jeg skal i samarbejde med Lars Justesen (assistenttræner i Hobro, red.) bygge et hold op. Det bliver en stor udfordring og kommer til at stille store krav til os, men jeg glæder mig til opgaven, siger Jonas Dal, der i FC Midtjylland senest har fungeret som akademitræner.

Den nordjyske klub, der sluttede på en ottendeplads i sidste sæson, ligger på en tiendeplads, når forårssæsonen skydes i gang på udebane mod FC Fyn, men Hobro-spillerne står uden sejr i de seneste ti kampe, så der venter Jonas Dal et hårdt arbejde.

- I den situation, som Hobro befinder sig i, skal der humør på. Man må ikke tænke for meget på stregen, når man går på banen. Det gælder om at få noget humør og spilleglæde ind i truppen, mener den nye Hobro-cheftræner, der har en A-træneruddannelse med i bagagen.

Talentudvikling på trænersiden

I FC Midtjylland glæder ordførende direktør Claus Steinlein sig over, at klubben ikke kun udvikler dygtige fodboldspillere men også dygtige trænere, som er attraktive for andre klubber.

- Jeg er stolt over, at vi har så dygtige og veluddannede trænere i FC Midtjylland, at 1. divisionsklubber er interesseret i dem. Vi uddanner ikke kun talentfulde fodboldspillere men også dygtige trænere, der kan begå sig på højt niveau, og jeg er glad for, at Jonas i foråret får chancen i Hobro, siger Claus Steinlein.

Jonas Dal er heller ikke selv i tvivl om, at det vil være udviklende for trænerkarrieren, at han i foråret kommer til at stå i spidsen for Hobro, der i efteråret havde lejet Frederik og Mads Hvilsom, som uheldigvis blev korsbåndsskadet, i FC Midtjylland.

- Jeg har ikke tidligere prøvet at træne et førstehold og stå på egne ben, så det bliver udviklende for mig. FC Midtjylland får en træner tilbage, som er blevet udviklet på andre punkter end hidtil. Det bliver rigtig spændende, og det er en win win situation for FC Midtjylland, Hobro og mig selv, siger Dal.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox