15.10.2013, 20:50 | Af: Administrator

Duncan dobbelt målscorer i dansk storsejr

LANDSHOLD: Morten 'Duncan' Rasmussen scorede to gange mod Malta, mens Sonni Nattestad og det færøske U21-landshold var ved at skabe sensationen mod Tyskland.

FC Midtjyllands topscorer Morten 'Duncan' Rasmussen fejrede sit landsholdscomeback med to scoringer i aftenens 6-0-sejr over Malta. Allerede efter otte minutter var FCM-angriberen på pletten, da han fulgte op på sit eget hovedstød og gjorde det til 1-0.

FCM-angriberen havde lidt overraskende fået chance fra start, og med godt et kvarter tilbage af opgøret kronede Morten 'Duncan' Rasmussen en stærk indsat, da han satte indersiden på et hårdt, flad indlæg og øgede den danske føring til 5-0.

- Det var fedt, jeg fik chancen, og det var dejligt at score igen. Det var en fed kamp. Jeg synes, vi spillede en rigtig, rigtig god kamp og viste kvaliteterne på det her hold, så det var fedt, sagde Morten 'Duncan' Rasmussen til TV2 efter kampen.

Han var selv en smule overrasket over, at han var foretrukket til startopstillingen.

- Ja, det må jeg sige. Jeg var lidt overrasket, da jeg fik holdopstillingen at vide, men på den anden side så havde jeg endnu mere at give og vise mit værd over for trænerne og dem, som har givet mig chancen, og det, synes jeg, jeg gjorde okay, siger Duncan, der efter i aften står noteret for seks landskampe og tre mål.

Også Jesper Juelsgård blev i lørdags udtaget til den dansk trup, men venstre backen måtte se hele opgøret fra den danske bænk. Det samme måtte Patrick Banggaard, der var blevet rykket fra U20-landsholdet og op på U21-landsoldet, der her til aften besejrede Rusland 2-0 på udebane. Banggaard så også til fra bænken, da det danske U21-landshold fredag aften spillede 2-2 mod Slovenien.

Til gengæld var FC Midtjyllands talentfulde midterforsvarer Sonni Nattestad med, da det færøske U21-landshold her til aften var tæt på at overraske på udebane mod Tyskland, hvor færingerne var foran både 1-0 og 2-1, inden tyskerne med to mål i det sidste kvarter afgjorde kampen.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox