12.10.2013, 11:40 | Af: Administrator

Duncan og Juelsgård udtaget til landsholdet

Landstræner Morten Olsen har udtaget FCM-duoen til tirsdagens landskamp mod Malta.

Når det danske landshold tirsdag aften løber på banen i Parken mod Malta, kan der være midtjyske comeback på landsholdet. Landstræner Morten Olsen har nemlig i dag valgt at udtage FC Midtjyllands topscorer Morten 'Duncan' Rasmussen og venstre back Jesper Juelsgård.

Jesper Juelsgård fik debut på det danske A-landshold sidste år i en landskamp mod Slovenien i Odense, mens Morten 'Duncan' Rasmussen har spillet fem landskampe og scoret en enkelt gang i rødt og hvidt. Hans seneste landsholdsoptræden var tilbage i november 2010.

Nicolai Boilesen, Niki Zimling og Nicklas Bendtner fik alle en advarsel i gårdagens 2-2-kamp mod Italien, og det betyder, de er ude med karantæne i VM-kvalifikationskampen mod Malta, hvilket især giver Jesper Juelsgård gode muligheder for en plads på venstre back, mens Morten 'Duncan' Rasmussen skal kæmpe med Simon Makienok, Nicki Bille og Nicklas Helenius om pladsen helt fremme.

Danmark-Malta fløjtes i gang tirsdag den 15. oktober klokken 20.15 i Parken.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox