02.10.2013, 07:39 | Af: Administrator

FCM forbedrer resultat med 34 mio.

FC Midtjylland præsenterer i dag et årsregnskab for 2012/13, der viser et minus på kr. 2.5 mio. En markant forbedring fra sidste års underskud på kr. 36.3 mio. Både fodbold- og håndboldforretningen har formået at kombinere besparelser med sportslig succes.

På et fortsat presset marked har FCM Holdning A/S i det netop afsluttede regnskabsår 2012/13 haft stor fokus på at fortsætte trimning og tilpasning af virksomheden. Udviklingen gav en bundlinje med et underskud svarede til udmeldingen i seneste kvartalsmeddelelse på 2.5 mio. kr. mod forrige års underskud på 36.3 mio.

Resultatforbedringen på kr. 34 mio. skyldes primært stigning i transferresultat på kr. 18.2 mio., fald i personaleomkostninger på kr. 17.9 mio. og et fald i andre udgifter på kr. 9.7 mio. Årets resultat på minus 2.5 mio. er en meget markant forbedring af de tre foregående års gennemsnitlige underskud på 39.4 mio.

- Vi betragter resultatet som et bevis på, at vores fokuserede og målrettede arbejde mod at skabe en virksomhed i balance fungerer. Det er en strategi, der skal balancere med respekt for det sportslige niveau, som er nødvendig for, at vi kan udvikle vores kommercielle indtægter, siger Johnny Rune, formand i FCM Holdning A/S.

- Som konsekvens af det, arbejder vi konstant med at trimme og tilpasse vores forretning - og ikke mindst gennemføre nødvendige besparelser. I regnskabsåret har vi opnået store besparelser på spillerlønninger, fordi flere løntunge spillere ikke fik kontrakten forlænget.

Johnny Rune peger også på stigningen i antallet af unge spillere af egen avl, der har fået debut på superligaholdene, som et tegn på, at FCM Holdings strategi med at satse på udvikling af egne talenter fungerer i håndbold- såvel som i fodboldafdelingen.

- Udviklingen viser, at vi formår at tiltrække de største unge danske talenter, og så formår vi på fodboldfronten at udvælge de rigtige spillere fra vores satellitklub FC Ebedei i Nigeria.

Rune betegner talentudviklingen som vigtig, fordi den gør FCM mere modstandsdygtig over for udsving i konjunkturer. Desuden mindsker den indsats behovet for at for at investere kapital i opkøb af spillere fra andre klubber.

Målet er øget opbakning
I regnskabsåret er FCM Holding imidlertid også stødt på udfordringer. Ikke mindst i forhold til et samlet fald i de kommercielle indtægter.

- FCM har et stærkt brand, og arbejder konstant på at udvikle det. På vores vej mod en virksomhed i balance har vi brug for øget lokal opbakning for at kunne matche de øvrige danske klubber. Derfor både ærgrer og beklager vi nedgangen i kommercielle indtægter. Vores mål er at skabe et brand og to hold, som er populære nok til at tiltrække og fastholde lokale, regionale og landsdækkende sponsorer, siger Rune, og fastslår dermed, at FCM ikke kan spare sig til succes men også skal øge salget markant.

Positive forventninger
En forrygende start på den nye sæson i superligaen, og en positiv håndbold-indledning tegner til en ny sæson med forhåbentligt sportslig succes. På den økonomiske front fortsætter det målrettede arbejde mod at skabe økonomisk balance.

- Balancen kræver fortsat kombination af ansvarlig økonomi og sportslige attraktive hold, der fungerer som katalysator for fremtidige indtægter. Det betyder, at vores proces vil strække over endnu to år. For det igangværende regnskabsår forventer vi derfor en nettoomsætning på ca. 80 mio. kr. og et resultat før spillersalg mellem minus 10 og 16 mio. På grund af usikkerhed om tidspunkt og pris for salg af spillere, har vi undladt at budgettere med transfer indtægter for 2. halvår, afslutter FCM-formand Johnny Rune.

FCM’s proces med at skabe en virksomhed i balance fortsætter. Balancen kræver kombination med et sportsligt attraktivt hold, der fungerer som garant for fremtidige indtægter. Den målsætning betyder, at processen forventeligt vil strække sig over 2 år.

Se årsrapporten her.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox