10.10.2013, 15:08 | Af: Administrator

FCM-formand afviser lukningshypotese

- Vi er ikke ved at gå konkurs, vi er tværtimod ved at sørge for, at det aldrig sker, siger bestyrelsesformand Johnny Rune.

Dagens udgave af formiddagsavisen Ekstra Bladet byder på en historie om, at FC Midtjylland er truet på sin eksistens. Det får Johnny Rune, formand for FCM Holding A/S, til at reagere skarpt. 

- Vi er i gang med en genopretning og har et meget klart overblik over klubben, og hvordan den står økonomisk. Derfor kan jeg i klar tale slå fast: Vi er ikke ved at gå konkurs, vi er tværtimod ved at sørge for, at det aldrig sker, fastslår Johnny Rune og opsummerer:

- Årsrapporten viser, at vi er kommet langt, men er endnu ikke i mål. Et underskud de foregående tre år på i alt 120 mio. blev i sidste regnskabsår reduceret til et minus på 2.5 mio. Og bemærk lige, at vores forventning til årets resultat er meldt ud FØR spillersalg, og derfor udviser forventningen et minus på mellem 10 og 16 mio.

Ekstra Bladets artikel har blandt andet fokus på årsrapportens note 20 om kapitalkrav for at kunne skrive kontrakter. 

- Vi er selvfølgelig opmærksomme på kapitalkravet, og netop derfor beder bestyrelsen om mandat til at gennemføre en styrkelse af kapitalen. Emnet er sat på den dagsorden, vi udsendte den 2. oktober til generalforsamlingen den 24. oktober, siger FCM-formanden. 

Målet med kapitalstyrkelsen er at rejse omkring 25 millioner kroner og dermed sikre, at den lave egenkapital bliver styrket.

- Jeg er selvfølgelig træt af at blive konfronteret med en unuanceret historie baseret på hypoteser. En historie bragt uden at avisen har henvendt sig til klubben. De skriver, at de forgæves har forsøgt at kontakte ledelsen. Ingen er blevet kontaktet, siger Johnny Rune, der slår fast, at FCM ikke skylder en krone i løn og i øvrigt følger op på budgetterne hele tiden og derfor på ingen måde kan nikke genkendende til ”kaos og lukningsoverskrifter”.

- Jeg skal beklage den negative effekt, en sådan hypotese-artikel kan have på samarbejdspartnere og ikke mindst de ansatte og deres familier, siger FCM formand Johnny Rune og slutter:

- Vi kan spore positivitet omkring kapitalstyrkelsen, og jeg er sikker på, at vi har et bagland, der er klar til at bakke op, hvis behovet bliver akut.

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox