04.10.2013, 08:06 | Af: Administrator

Klubikon tager en tørn mere

- Jeg elsker jo stadig at lave mål både til træning og i kamp, siger Frank Kristensen, der har spillet over 60 procent af samtlige af FC Midtjyllands officielle kampe.

Han har rekorden for flest spillede kampe i den sorte trøje, og han er den spiller, der suverænt har scoret flest mål for ulvene. De rekorder får Frank Kristensen mulighed for at udbygge i efterårssæsonen, da den notoriske målscorer har lavet en kontrakt frem til årsskiftet med FC Midtjylland.

- Det har været skønt at komme tilbage i klubben og dejligt at mærke, hvordan stemningen er vendt i klubben og hele området. Den var noget trykket, da jeg kom, men der er en fantastisk gejst i truppen, og flere og flere spillere tager ansvar og vokser med opgaven. Det er fedt at være en del af, siger Frank Kristensen.

Foreløbig har Farlige Frank skrevet under på en kontrakt frem til årsskiftet. Og målet er klart for de kommende måneder.

- Vi skal vinde nogle fodboldkampe. Det er ikke sikkert, det er mig, der kommer til at afgøre kampene, men kan jeg have en positiv indvirkning på truppen, så er det alt rigeligt for mig. Jeg er glad for de gange, jeg kommer på banen, og jeg var glad for, at jeg kunne komme ind og være med til at ændre tingene mod SønderjyskE. Jeg tager alt det positive med, siger Frank Kristensen.

- Men min rolle er fortsat at hjælpe de andre til træning og stadig være skarp, siger Frank Kristensen, der har spillet over 60 procent af samtlige af FC Midtjyllands officielle kampe.

Han har spillet otte kampe for ulvene i denne sæson, og især i DBU Pokalen har han haft en vigtig rolle. I begge kampe har han været med fra start, hvilket han har kvitteret for med to scoringer, som har været med til at sikre holdet en plads i ottendedelsfinalen.

- Den første kamp var rimelig hård. Det var længe siden, at jeg rigtig havde spillet, så det var hårdt at få 120 minutter i benene. Men det var sjovt, og det er dejligt at have scoret i begge kampe. Jeg kan stadig godt lide at lave mål, og det vil jeg gerne gør noget mere, siger Frank Kristensen, der fortsat mangler sit første mål i Superligaen efter sin tilbagevende på Heden.

- Jeg jagter det hvert eneste minut, jeg er på banen. Der har været nogle opgaver, hvor jeg er kommet ind for at stabilisere forsvaret, og så er det begrænset, hvad der kommer af muligheder for at lave mål. Men det ville være helt vildt, og det vil betyde meget for mig. Jeg elsker jo stadig at lave mål til måde træning og kamp, siger Frank Kristensen.

Men det er ikke kun på grønsværen, at den 36-årige klublegende er en vigtig brik for midtjyderne. Farlige Frank begyndte i foråret en uddannelse til massør. Den er nu afsluttet, og det betyder, at han er til rådighed som massør en time hver morgen inden træning og før hver kamp.

- For mig har det været meget naturlig, og jeg har da heller ikke fået nogle klager for holdkammeraterne, siger han med et smil.

På direktionsgangen glæder ordførende direktør Claus Steinlein sig over, at klubikonet tager endnu en tørn for klubben.

- Det har hele tiden været aftalen, at Frank skulle holde sig i gang, og så skulle vi se, hvordan situationen så ud efter transfervinduet.  Frank har været skarp til træning, og når han er kommet ind, og han var blandt andet med til at vende kampen mod SønderjyskE, siger Claus Steinlein.

- Han er en klubambassadør, og udover at spille fodbold er han også blevet massør i klubben. Han er en ydmyg kæmpe, der har klubrekorden for flest spillede kampe og flest scorede mål, men alligevel er han ikke for fin til at massere sine holdkammerater. Det fortæller lidt om, hvad han er bygget af, siger Steinlein.

Frank Kristensen har i alt spillet 346 kampe for ulvene, hvilket har resulteret i 133 mål. Begge dele er suveræn klubrekord i FC Midtjylland.

Målstatistik for Frank Kristensen
11 mål i 1. division
102 mål i Superligaen
14 mål i DBU Pokalen
6 mål i UEFA Cuppen

Statistik leveret i samarbejde med danskfodbold.com

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox