25.10.2013, 15:13 | Af: Administrator

Optakt: U-holdene krydser klinger med EfB

I morgen lørdag tager U17 og U19 turen vestpå, hvor de i den friske havluft tørner sammen med Esbjerg fB.

U17

I U17-ligaen møder ulvene et Esbjerg-hold, der har startet sæsonen op med blandet succes.  De blåstribede har haft det svært foran hjemmepublikummet i Esbjerg Idrætspark, hvor de i tre kampe blot har hentet to point.

På udebane har kvaliteten vist sig at være anderledes høj, hvor de i forrige kamp stak Brøndby IF en 5-0 lussing. Man må derfor formode, at FC Midtjylland U17 står over for et top motiveret Esbjerg-mandskab, der ønsker at rette op på hjemmebanestatistikken.

Med en sejr vil midtjyderne dog kunne indtage en foreløbig førsteplads i tabellen, efter den flotte hjemmesejr over Randers FC sidste weekend.

U19

Der er tale om et reelt topopgør i U19-ligaen, hvor FC Midtjylland med en sejr vil overhale AaB på førstepladsen. Med en kamp mindre er ulvene kun to point efter, men morgendagens kamp er ingen nem opgave.

Esbjerg fB U19 har ikke tabt en eneste kamp i denne sæson, og midtjydernes cheftræner Kenneth Andersen har dyb respekt for modstanderen.

- Esbjerg fB er et rigtig godt hold, og de er særligt gode til at passe på dem selv. De gør de ting de er gode til, og holder sig meget disciplineret til det. De har ingen store udsving i præstationerne og er meget velorganiserede. Vi har derfor forberedt os på at bryde dem ned, og mener vi har nøglen til det. Vi er skadesfri og kommer bragende med fuld styrke.

U19-kampen fløjtes i gang klokken 13.00, og bliver efterfulgt af U17-kampen klokken 15.00. Begge opgør finder sted i Idrætsparken i Esbjerg.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox