24.10.2013, 19:00 | Af: Administrator

Referat af ordinær generalforsamling 2013 i FCM Holding A/S

Ingvard Sand afløser Flemming Jensen i bestyrelsen.

Referat af generalforsamling i FCM Holding A/S 2013 afholdt på MCH Arena torsdag den 24. oktober 2013 kl. 18.00. Der var fremmødt 197 aktionærer repræsenterende nominelt kr. 104.958.525 af selskabet aktiekapital svarende til 72.9 procent af den samlede aktiekapital på kr. 143.977.275.

Dagsorden:
1. Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed.
2. Forelæggelse af årsregnskab med årsberetning samt revisionspåtegning of beslutning om godkendelse af årsregnskabet.
3. Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold til det godkendte regnskab.
4. Meddelelse om decharge for bestyrelse og direktion.
5. Indkomne forslag.
6. Valg af medlemmer til bestyrelsen.
7. Valg af revision.
8. Eventuelt.

Referat:
Ad 0) 
Formand Johnny Rune bød velkommen til generalforsamlingen, og bestyrelsen anbefalede Albert Kusk som dirigent. Albert Kusk blev valgt og konstaterede efterfølgende, at generalforsamlingen var lovlig indkaldt og beslutningsdygtig. Herefter overgav han ordet til formand Johnny Rune der på vegne af bestyrelsen aflagde beretningen om selskabets virksomhed.

Ad 1)
Bestyrelsens beretning om selskabet virksomhed 1. juli 2012 - 30. juni 2013 ved formand Johnny Rune. Ses på gxgmarkets.com og fcm.dk.

Ad 2 & 3)
Forelæggelse af årsregnskab ved økonomidirektør Søren Søe Plougsgaard:

Årsregnskabet, der var forsynet med en revisorpåtegning med supplerende oplysninger vedrørende forhold i regnskabet. Påtegningen henviser til likviditetsberedskab og egenkapitalstruktur i moderselskabet, jf. side 24 i årsrapporten 2012/2013 samt note 16. Regnskabet udviste et resultat på t. kr. - 2.509 før skat/ t.kr. -7.909 efter skat, samt en egenkapital på t. kr. 17.506.

Budgettet for indeværende regnskabsår forventes at udgøre et minus på 10-16 millioner før transfersalg.

Kent Nielsen forespurgte om der var afsat nok til feriepengesagen, hvortil Johnny Rune svarede, at det var der.

Generalforsamlingen godkendte beretningen, regnskabet, samt at årets underskud overføres til regnskabsposten "overført resultat".

Ad 4)
Meddelelse af decharge for bestyrelsen og direktion. Generalforsamlingen meddelte enstemmigt decharge for bestyrelse og direktion.

Ad 5) 
Indkomne forslag til behandling på generalforsamlingen. Der var 4 indkomne forslag fra FCM´s bestyrelse som refereret i indkaldelsens til generalforsamlingen:

Ændringsforslag 1 - Ændring af vedtægternes § 4, stk. 1 om nedsættelse af selskabets aktiekapital til underkurs til henlæggelse til særlig reserve samt konsekvens ændring af § 9, stk. 1.

Ændringsforslag 2 - Ny bestemmelse i vedtægternes § 4 A om indsættelse af bemyndigelse til bestyrelsen til i henhold til selskabslovens § 155, stk. 1 at gennemføre kapitalforhøjelser uden fortegningsret.

Ændringsforslag 3 - Ny bestemmelse i vedtægternes § 4 B om indsættelse af bemyndigelse til bestyrelsen til i henhold til selskabslovens § 155, stk. 2 at optage lån ved udstedelse af konvertible gældsbreve samt at foretage de dertilhørende kapitalforhøjelser uden fortegningsret.

Ændringsforslag 4 - Ny bestemmelse i vedtægternes § 4 C om samlet begrænsning af kapitalforhøjelser i henhold til bemyndigelsen i § 4 a ( Udstedelse af kapitalandele ) og § 4 B ( Udstedelse af konvertible gældsbreve ).

Alle 4 ændringsforslag blev vedtaget med den fornødne majoritet.

Ad 6)
Der var genvalg af bestyrelsesmedlemmerne Johnny Rune, Carsten Christiansen, Carsten Christensen og Viggo Mølholm, mens Flemming Jensen træder ud af bestyrelsen. Ingvard Sand blev valgt ind som nyt bestyrelsesmedlem.

Ad 7)
Valg af revisor. Bestyrelsen anbefaler genvalg af PWC revision. PWC revision genvalgt enstemmigt.

Ad 8)
Eventuelt:
Der var ros for den gode omkostningsstyring og de sportslige resultater. Der var en stor tak til de frivillige. 

Der blev efterlyst en 3-5 års plan med best og worst case. Hertil svarede formanden at FCM opererer med en 3 års plan og at det hele tiden er en løbende balancegang. 

Der blev spurgt til landsdækkende sponsorater, samt hvor langt man var i Indienssamarbejdet. Hertil svarede formanden at man arbejder på alle typer for sponsorater og at Indiensprojektet var blevet lidt forsinket grundet en del bureaukrati i Indien. 

Formanden sluttede af med at takke Flemming Jensen for hans store arbejde i bestyrelsen, herefter takkede han dirigenten for god ro og orden og ønskede alle en rigtig god aften, med tak for at de mødte op.

Dirigent: Albert Kusk Referent: Jimmy Laursen

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox