30.10.2013, 20:50 | Af: Administrator

Riddersholm ærgerlig over pokal-exit

Cheftræneren er skuffet over at være slået ud af DBU Pokalen. Nu handler det i stedet om at komme tilbage på sporet i søndagens kamp mod Esbjerg.

Cheftræner Glen Riddersholm havde på forhånd sagt, at man gik all- in i pokalturneringen, og han ærgrer sig da også over, at aftenens ottendedelsfinale skulle blive endestationen for ulvene, som i sidste sæson nåede kvartfinalen.

- Først og fremmest er vi skuffede over ikke at være en runde videre. Vi havde sat næsen op efter at nå langt i pokalturneringen, men vi vidste også, da vi så FC Nordsjælland komme op af hatten, at det ikke ville blive en let opgave, siger Glen Riddersholm.

- Vi troede på os selv, og vi havde også mulighederne i kampen, men vi må erkende, at vi indkasserer for lette mål, siger Riddersholm, som måtte se sit mandskab komme bagud allerede efter syv minutter.

- Men stort cadeau til holdet for, at vi kommer godt tilbage i kampen og kontrollerer den og får udlignet på et flot mål af Danny Olsen, der gør ham til den næstmest scorende spiller i klubben sammen med Mikkel Thygesen efter Frank Kristensen.

Den gode afslutning på første halvleg gav ulvene en god fornemmelse i omklædningsrummet forud for de sidste 45 minutter, og det var da også gæsterne, der tog styringen på anden halvleg.

- Vi får en fin start på anden halvleg og er i god kontrol, og det ligger mere til os at komme foran end til dem. Men de gennemfører et godt angreb, og så står der 2-1. 3-1 målet sætter tingene godt i relief. Det er et mål, der bliver rettet af, og marginalerne falder ud til FC Nordsjælland. Det er lidt vores lod i øjeblikket, at vi skal arbejde ekstra hårdt for at få marginalerne på vores side, siger Glen Riddersholm.

Han begynder nu sammen med resten af truppen forberedelserne til søndagens hjemmebanekamp mod Esbjerg.

- Vi er ærgerlige over, at vi er ude, men nu handler det om at tage de gode ting med fra kampen. Vi skal sammen med fansene skabe en fantastisk stemning på MCH Arena på søndag, så vi sammen kan komme tilbage på sejrssporet. Vi har den kvalitet og styrke i truppen, så vi kan løfte vores spil. Vi er i en hård periode lige nu, og det kan man ikke undgå at komme i. Vi har god erfaring fra sidste år, og den erfaring skal gøre, at vi kommer på rette spor igen, siger Glen Riddersholm.

FC Midtjylland møder på søndag klokken 19.00 Esbjerg fB hjemme på MCH Arena.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox