23.10.2013, 18:13 | Af: Administrator

Tidligere akademitræner udgiver ny bog

Rasmus Ankersen, der er tidligere akademitræner i FC Midtjylland, udgiver ny bog, der handler om at tage et endeligt opgør mageligheden.

Den tidligere akademitræner i FC Midtjylland Rasmus Ankersen, der i dag er coach og rådgiver for topsportsfolk og erhvervsledere, har vakt international opsigt med sine bøger og foredrag. I sin seneste bog "Sult i paradis", som udkommer i dag, tager han et endeligt opgør med mageligheden, der kan knække selv de største giganter.

Rasmus Ankersen, der oprindeligt kommer fra Tjørring, har siden tiden på ulvenes fodboldakademi holdt foredrag om talentudvikling, ledelse og high performance for store virksomheder som Facebook, Rotman Business School, IKEA, LEGO, Chelsea FC og er i dag internationalt anerkendt.

I "Sult i paradis" tager Rasmus Ankersen afsæt i imponerende historier om Apple, LEGO, Blockbuster, Manchester United, Southwest Airlines, NOMA og Nokia og giver fire konkrete bud på, hvordan man kan undgå mageligheden og bevare sulten. Som Ankersen skriver, er det nemlig sværere at være succesfuld end at blive succesfuld. Han håber, at "Sult i paradis" kan provokere danskerne og danske organisationer til at spørge sig selv, om de er sultne nok.

- Min bog er et wake up call og et konkret forsøg på at forklare, hvad vi som mennesker, organisationer og land kan gøre for at undgå at ende som Nokia. Nokia var ganske enkelt magelighed og fortrængning af virkeligheden, når det er værst, siger Rasmus Ankersen.

"Sult i paradis" er 30-årige Rasmus Ankersens femte bog.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox