05.10.2013, 16:11 | Af: Administrator

U19 sejrede på Fyn

U19 overvandt OB's føringsmål og sikrede sig alle tre point i kampens sidste minut

FCM U19 blev sat under hårdt pres af OB i kampens indledning. Fynboerne var stærkere på fysikken, og fik lagt spillet op på ulvenes banehalvdel.

Efter otte minutters spil fik værterne spillet en bold ned bagved FCM-bagkæden. Der var dog ikke umiddelbart nogen OB'ere i nærheden af afleveringen, men da FCM-forsvaret tøvede med at cleare bolden, sprintede en OB-angriber igennem og sparkede De Stribede på 1-0.

Målet fik ikke værterne til at slække på presspillet, og alene i de første fjorten minutter havde de fem standardsituationer omkring FCM-feltet.

Som halvlegen skred frem begyndte FCM dog at få fodfæste i opgøret, og det gik op for ulvene at, når først de fik flyttet spillet op på OB's banehalvdel, så var fynboerne bestemt til at snakke med. Ulvene fik også tilspillet sig muligheder, og på et tidspunkt tilkendte dommeren faktisk FCM et straffespark, begået mod Razak. Kendelsen blev dog kort efter trukket tilbage, da linjedommeren forinden vurderede, at Razak selv lavede frispark, da han rundede OB forsvareren. 

I den anden ende havde OB et forsøg på overliggeren og en afslutning fra det lille felt, der på en eller anden måde blev sendt over mål, så alt i alt, var det svært at indvende noget imod at værterne var i front ved pausen.

Vendte slagets gang efter pausen
Der skulle dog kun gå syv minutter af anden halvleg, før FCM fik udlignet. Det skete på en perfekt eksekveret omstilling, der endte med at Jonas Gemmer sendte Razak afsted med en dyb stikning. Alene med OB-keeperen svigtede FCM-topscoreren ikke og udlignede sikkert.

Målet var ikke det eneste FCM-bænken kunne glæde sig over, for i det hele taget var Ulvene langt bedre til at spille sig ud af OB'ernes fysiske pres i anden halvleg.

- Det udvikler sig til at blive en rigtig god U19-kamp, fysisk, teknisk, ja, på alle parametre. Der blev spillet på et højt niveau, og udviklingsmæssigt, var det en kamp begge mandskaber fik meget ud af, fortalte FCM-træneren.

I sidste ende var det dog nok Andersen og FCM-spillerne der var mest tilfredse, for i sidste minut af den ordinære spilletid blev bolden spillet op på Razak. Nigerianeren viste, at han også mestrede oplæggerens rolle, da han stak bolden til Mikkel Frankoch, som lagde den over i det lange hjørne til vild jubel i FCM-lejren.

Målet drænede de sidste kræfter hos de ellers hårdtarbejdende OB-spillere, og værterne kom ikke frem til noget i kampens overtid. Dermed kunne FCM tage fra Fyn med alle tre point.

Næste opgave for FCM U19 er hjemmekampen mod Randers lørdag den 19/10 kl. 14.00 - se stilling og resultater for U19 Ligaen her.

OB U19 - FC Midtjylland U19 1-2 (1-0)
8' 1-0 OB
52' 1-1 Razak Adebayo Odeyemi (assist Jonas Gemmer)
90' 1-2 Mikkel Frankoch (assist Razak Adebayo Odeyemi)


Opstilling FCM: Michael Ravn - Rasmus Lauritsen, Asger Sørensen, Malte Kiilerich Hansen, Rasmus Nissen (80' Simon Sterring) - Jonas Gemmer, Mikkel Frankoch, Sigurd Schøndorf - Mikkel Adamsen (57' Olajide Samuel Owolabi), Razak Adebayo Odeyemi, Anders Lund (60' Jeppe Solgaard)

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox