21.11.2013, 13:57 | Af: Administrator

Farlige Frank jagter nye milepæle

Frank Kristensen kan spille sin kamp nummer 350 for FC Midtjylland, hvis han får spilletid i søndagens topkamp mod Brøndby.

Han har været med siden starten kun afbrudt af et kort ophold i Randers FC. Han har allerede rekorden for flest spillede kampe i den sorte ulvetrøje, men søndag kan Frank Kristensen nå endnu en milepæl i sin flotte karriere. Med spilletid mod Brøndby vil han nå sin kamp nummer 350 for FC Midtjylland.

- Selvfølgelig er jeg stolt over at kunne nå det. Da jeg løb rundt som 17-18-årig, regnede jeg ikke med, at jeg skulle spille så mange kampe for én klub. Det er jeg stolt over, men det er ikke noget, jeg eller bryder min hjerne med. Jeg tror mere, at det er noget, man kan tænke tilbage på, når man er færdig med at spille, siger Frank Kristensen.

Print-Selv-Billet: FC MIDTJYLLAND - BRØNDBY IF SØNDAG D. 24/11 KL. 19.15 KØB BILLETTER HER >>

Det er ikke mange, der i moderne fodbold, når så mange kampe for én klub. Forklaringen på, hvorfor det er blevet til så mange kampe, skal ifølge hovedpersonen selv skal findes i, at han har følt sig godt tilpas i FC Midtjylland.

- Det har nok været fordi, jeg først og fremmest har været glad for at være i klubben. Og så må jeg jo nok også have været tilpas dygtig til at blive brugt. Jeg ville jo gerne have haft endnu flere kampe, men jeg har været en del skadet. Men jeg er glad for, at det er blevet til så mange fede oplevelser, og der har været flere sejre end nederlag, prioriterer Frank Kristensen med et grin.

- Jeg har haft chancen for at komme til udlanet, hvor jeg takkede nej. Vi havde fået sølvmedaljer i FC Midtjylland et par gange, og jeg ville gerne opleve mere med klubben, tilføjer Farlige Frank, der har svært ved pege én oplevelse ud som den største.

- Det var fedt i Viborg i den seneste kamp, men der har været mange gode kampe. Den første kamp på SAS Arena, som det hed dengang, var en vild oplevelse. Der har også været de europæiske kampe. Jeg har altid nydt at spille på hjemmebane. Vi har et fedt stadion, og de kampe, hvor tilskuerne har været helt oppe at ringe i 90 minutter, har været fantastiske. Vi har haft nogle gode kampe mod Brøndby, og jeg håber at opleve en ny på søndag, siger Frank Kristensen, der blev skiftet ind i 5-2-sejren over Brøndby tidligere i sæsonen.

Jagter rekord på MCH Arena
Kamp nummer 350 for ulvene er ikke eneste milepæl, som Farlige Frank kan nå søndag aften på MCH Arena. Med sine 46 scoringer på MCH Arena er Frank Kristensen nemlig sammen med Søren Frederiksen den meste scorende spiller på samme superligastadion. Med en scoring i topkampen mod Brøndby på søndag vil Farlige Frank være den farligste og have rekorden alene. 

Og den kunne han meget passende tage i sin kamp nummer 350.

- Det satser jeg også på at gøre, hvis jeg får nogle minutter. Jeg vil gøre alt for at putte den ind, siger Farlige Frank, der ellers ikke lægger så meget i statistikken.

- Jeg lægger ikke så meget andet i det, end at det går over i historiebøgerne. Jeg har været glad for at spille på MCH Arena, hvor jeg føler mig godt tilpas. Vi har spillet mange gode kampe der, hvor vi har domineret, og så er det heller ikke så svært at skabe en angriber, der laver mange mål, siger Frank Kristensen beskedent.

Køb din billet til kampen mod Brøndby og vær på stadion, når Farlige Frank kan nå endnu to milepæle i sin flotte karriere.

Rundt om Farlige Frank
- Frank Kristensen kan spille sin kamp nr. 350 for FC Midtjylland. Siden debuten den 1. august 1999, FC Midtjyllands allerførste officielle kamp, er det blevet til 29 kampe i 1. division, 265 kampe i Superligaen, 33 kampe i DBU Pokalen, 17 kampe i UEFA’s turneringer og 5 kampe i Royal League.

- Frank Kristensen har i Superligaen hidtil scoret 46 mål på MCH Arena, 21 mål på Ikast Stadion og 41 mål på andre stadions. Med en enkelt scoring mere på MCH Arena, vil han alene overtage rekorden som mest scorende superligaspiller på samme superligastadion, der pt. deles med Søren Frederiksen/Viborg Stadion.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox