18.11.2013, 11:00 | Af: Administrator

FC Midtjylland forlænger med forsvarstalent

Sonni Nattestad har forlænget kontrakten med FC Midtjylland. I morgen kan han få landsholdsdebut for Færøerne.

Det er gået stærkt for FC Midtjyllands 19-årige forsvarsspiller Sonni Nattestad i denne sæson. Den 197 centimeter høje færing fik i efteråret debut for ulvenes bedste mandskab i pokalsejren over FC Djursland, og i hjemmekampen mod Esbjerg tidligere på måneden kom så superligadebuten.

Oveni debuten for ulvene kan Nattestad i morgen få debut på det færøske A-landshold, når holdet møder Malta i en venskabskamp. Forsvarstalentet, der kom til FC Midtjylland i sommeren 2012, har dog haft tid til at sætte sin signatur på en ny, fem-årig kontrakt, som binder ham til den midtjyske hede frem til 2018.

Print-Selv-Billet: FC MIDTJYLLAND - BRØNDBY IF SØNDAG D. 24/11 KØB BILLETTER HER >>

- Det er gået stærkt de seneste tre måneder, og jeg rigtig glad for kontraktforlængelsen. Jeg skal fortsætte den udvikling, som jeg er inde i. Jeg er glad for den tillid, som klubben har vist mig, og det betyder meget for mig, at trænerteamet tror på mig, siger Sonni Nattestad.

- Jeg er glad for at være i klubben og stolt over at spille i Danmark og for FC Midtjylland. Det betyder meget for mig og min familie. Det var svært i starten. Det var et højere tempo, og jeg vidste ikke, om jeg kunne klare det. Men jeg har bevist, at jeg kan være med, og det giver selvtillid og lyst til at arbejde endnu hårdere, siger Sonni Nattestad, der allerede fik debut i den bedste færøske række som 16-årig.

I 2012 kom han via et godt samarbejde med en færøsk agent til FC Midtjylland, og ordførende direktør Claus Steinlein er imponeret over den udvikling, som det 19-årige forsvarstalent har været inde i, siden sin ankomst. Han peger især på en ting, som har haft stor indflydelse på Nattestad store succes på grønsværen.

- Hovedårsagen er, at han har udviklet sig helt fantastisk som menneske, og det har smittet af på fodboldbanen. Han var total uskolet, da han kom, men vi kunne se, at han havde nogle store fysiske kvaliteter, men han manglede noget modenhed og spillemæssigt. Det har trænerne på Akademiet og i superligatruppen udviklet, og på træningslejren i februar tog han det næste skridt, siger Claus Steinlein.

- Han er en midterforsvarer med et fantastisk venstreben, og så er han rigtig hurtig. Han er tæt på to meter, og han har både udviklingspotentiale og salgspotentiale. Han har egentlig pakken til at gå hele vejen. Han skal bare modnes, og der skal vi have tålmodighed. Det er en langsigtet proces, vi er i gang med, siger Steinlein.

Sonni Nattestad står noteret for tre kampe for FC Midtjylland, mens det er blevet fem kampe for det færøske U21-landshold. Senest spillede han hele kampen i fredags, da de færøske talenter på udebane tabte 5-2 mod Irland.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox