18.11.2013, 19:19 | Af: Administrator

Lokalopgøret i Reserveligaen fandt ingen vinder

FC Midtjylland spillede mandag eftermiddag uafgjort 1 – 1 mod lokalrivalerne fra Viborg FF i Reserveligaen, i en kamp der kunne have gået begge veje.

Det var et tæt opgør mellem rivalerne fra FC Midtjylland og Viborg FF der udspillede sig mandag eftermiddag i Ikast. Ulvene kom godt fra start, og det hæsblæsende tempo de lagde for dagen gjorde særligt deres omstillinger til et farligt våben. Træner Rene S. Andersen vurderer det taktiske udbytte.

- Vi stod kompakt, og så satte vi fart, når vi erobrede. Offensivt leverede vi god, levende fodbold og sad godt på spillet. Eneste malurt i bægeret var, vi ikke fik spillet vores chancer store nok. Men vi var ved godt mod, da dommeren fløjtede til halvleg.

Det blev dog ikke hjemmeholdet, der først kom på tavlen. Efter kort tids spil i anden halvleg fik viborgenserne tildelt et frispark i banens ene side. På det efterfølgende indlæg stødte den unge stopper Asger Sørensen uheldigt sammen med keeper Jakob Haugaard, og da bolden dumpede ned til en Viborg-spiller bagerst i feltet, gjorde det scoringen til en nem opgave.

- Da vi kom bagud, blev spillet mere individuelt. Vi har heldigvis nogle gode individualister i truppen, men det åbnede kampen op, og man kunne godt se, vi ikke er spillet meget sammen som trup endnu. Det er et projekt for foråret, siger Rene S. Andersen.

Kampen blev efter scoringen mere ligelig i både spil og chancer. Fortsat med modsætningen i hjemmeholdet som den energiske dynamo kontra de grønblusede med en kende mere erfaring og list. Et kvarter før tid fik FC Midtjylland på et hjørnespark udlignet ved Rasmus Lauritsen, og i kampens afslutning opstod en tvivlsom situation, der kunne have reddet ulvene alle tre point.

- Viborg stillede et rutineret mandskab, og lukrerede på det ved at afvente meget og spillede væsentlig mere koldblodigt i deres boldomgang. Alligevel spillede vi lige op med dem og kort før tid blev vi – i min optik – snydt for et straffespark, hvor deres keeper skulle have været smidt ud, forklarer Rene S. Andersen og slutter af.

- Det kunne have givet os sejren, men jeg er meget tilfreds med vores indsats og resultatet var fair, for Viborg havde ligeledes store muligheder til sidst. Endnu engang spillede André Rømer en flot og moden kamp i det centrale forsvar.

FC Midtjylland sluttede med det resultat deres efterårssæson i Reserverligaen med tretten point. Såfremt Silkeborg IF ikke vinder deres sidste kamp i næste uge, rækker det til en tredjeplads i tabellen.

FCM 1 – 1 VFF (0 – 0)

48’ VFF 0 – 1

75’ FCM 1 – 1 Rasmus Lauritsen – assist af Pione Sisto

Opstilling:

Jakob HaugaardSantiago Villafane, André Rømer, Asger Sørensen (60’ Malte Kiilerich Hansen), Rasmus Lauritsen – Oluwafemi Ajilore, David, Isaac OlisehMusefiu Ashiru (87’ Mikkel Adamsen), Pione SistoPaul Onuachu (85’ Razak Adebayo Odeyemi)

Bænken:

Oliver Korch og Mamut

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox