04.11.2013, 16:37 | Af: Administrator

Reserverne tabte på AutoC Park

Frank Kristensen bragte FCM II foran, men Randers fik udlignet og snuppede kort før tid sejren i mandagens reserveholdskamp

Standardsituationer har været et farligt FCM-våben i efteråret, og det var også tilfældet i reserveholdets kamp imod Randers. Midtvejs i første halvleg sparkede Frederik Møller et hjørnespark, og inde i Randers-feltet kom Frank Kristensen først på bolden og bragte FCM i front.

Føringsmålet fik dog kun lov til at stå ubesvaret i ca. ti minutter, hvorefter Lasse Rise udnyttede, at han fik for meget plads i FCM-feltet, og huggede bolden op under overliggeren uden chance for Jakob Haugaard.

1-1 var også stillingen i pausen, og Lars Friis var godt tilfreds med den indstilling, hans mandskab lagde for dagen på AutoC Park:

- Vi spiller med energi og vilje, og der bliver løbet meget, og det bringer Randers i ubalance. Randers kommer også frem til chancer, men generelt bliver de kun farlige, når vi laver fejl, fortalte Lars Friis.

Faldt i kadence
Efter et kvarters spil af anden halvleg var det dog som om gassen gik af FCM-ballonen, og både offensivt og defensivt mistede holdet organisationen. Det gav et par pæne muligheder til Randers, der dog ikke formåede at holde afslutningerne indenfor stængerne.

Det gjorde Paul Onuachu heller ikke med et kvarter tilbage, da han med hovedet dirigerede Santiago Villafanes indlæg forbi Randers-målet - FCMs bedste mulighed i en tam anden omgang.

Det tegnede til en pointdeling, men fem minutter før tid gjorde U19-spilleren Martin Thorhauge sig til matchvinder. Et indlæg fra Randers' højre side blev ikke clearet, og til sidst endte bolden hos Thorhauge der med et resolut spark sikrede Randers' reserver deres første sejr i efterårssæsonen.

Nederlaget ærgrede Lars Friis, der efterføgende erkendte, at tredjepladsen i reserveholdsligaens gruppe tre nu er i fare for at glide FCM af hænde. Ulvene har pt. to point ned til Viborg og Silkeborg.

På spillersiden gjorde Johannes Madsen en god figur i dagens kamp. Midtbanespilleren var stærk i presspillet og var god til at finde rummene i Randers-defensiven, mens backen Frederik Møller var stærk i duelspillet og bød ind med masser af energi.

Kampen bød derudover på et comeback i FCM-trøjen til Femi. Nigerianeren var forventeligt nok ikke ikke oppe i fysiske omdrejninger endnu, men traf gode beslutninger og fik fra sekserpostionen vist sin vante, rolige boldomgang i pressede situationer.

Næste kamp for FCM II er hjemmekampen mod førerholdet fra AaB. Den kamp spilles næste tirsdag, 12/11, kl. 16.00 på EDC Arena i Ikast. Se stilling og resultater fra reserveligaen her.


Randers FC II - FC Midtjylland II 2-1 (1-1)
0-1 Frank Kristensen 21' (assist Frederik Møller)
1-1 Lasse Rise 31'
2-1 Martin Thorhauge 85'

Opstilling: Jakob Haugaard - Santiago Villafane, Sonni Nattestad, André Rømer, Frederik Møller - Isaac Oliseh (81' Asger Sørensen), Oluwafemi Ajilore (72' Jonas Gemmer), Johannes Madsen (64' Mikkel Frankoch) - Rilwan Hassan (46' Musefiu Ashiru), Frank Kristensen (46' Paul Onuachu),Pione Sisto

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox