07.11.2013, 14:17 | Af: Administrator

Truppen mod Viborg FF

- Vi kommer til Viborg for at vinde, men vi ved, det bliver en tæt dyst mellem to gode hold, siger cheftræner Glen Riddersholm forud for sæsonens andet derby.

Hvis man siger, at det bare er en kamp som alle andre, så tager man fejl. For kampene mod Viborg er meget mere end bare en fodboldkamp. Det er et midtjyske derby, som igen er højaktuelt, og i morgen bliver der for anden gang i sæsonen fløjtet op til lokalderbyet.

- Vi glæder os til sæsonens andet derby. Det var en fantastisk ramme og kulisse, som begge klubbers fans leverede på MCH Arena, og der er også lagt i kakkelovnen på Viborg Stadion, så vi glæder os til at spille i en fantastisk kulisse, siger cheftræner Glen Riddersholm, der forventer et tæt derby.

- Vi kommer til Viborg for at vinde, men vi ved, det bliver en tæt dyst mellem to gode hold. Viborg har et stærkt og slagkraftigt mandskab. De har et koncept, som har vist sig at være bæredygtigt, og som er svært at spille imod. Derfor skal vi væbne os med tålmodighed, og så skal vi finde kvalitet i spillet med bolden, siger Riddersholm.

- Viborg vil forsøge at true vores bagrum og spille meget direkte fodbold. Derfor er det vigtigt, at vi får kontrol over vores bagrum. Som altid går vi på banen for at vinde, og vi skal bruge vores aggressive presspil, vores dybe løbe, vores dynamik og vores gode individuelle kvaliteter på den sidste tredjedel af banen til at sætte Viborg under pres. Vi kommer til Viborg for at dominere og forsøge at sætte os på spillet.

Det er ikke kun et midtjyske derby, der udspiller sig fredag aften på Viborg Stadion. Det er også et opgør mellem to mandskaber, som i den grad har sat sit præg på årets Superliga, og på hjemmebane har Viborg hentet 11 point og blot tabt en kamp.

- Viborg har det med at fralægge sig ansvaret og underspille sin rolle, men faktum er, at de ligger nummer fem i Superligaen med en plus målscorer, og samtidig har de på hjemmebane vundet tre, spillet to uafgjort og kun tabt en. Det gør, at de ikke altid er underdogs, siger Riddersholm.

- Til et derby er det lige meget, om der er forskel på holdenes placering i tabellen. På dagen er det en ligeværdig kamp, hvor det er små marginaler, der afgør tingene. Vi håber selvfølgelig på, at vores fans kan være med til at skabe en fantastisk ramme, således at de presser og tvinger os til at investere alt, hvad vi har, for det bliver en kamp på marginaler og en kamp om, hvem der vil investere mest i dueller og fight, siger Glen Riddersholm.

FC Midtjylland kommer til Viborg med en frisk sejr i bagagen, da ulvene i den seneste superligakamp kom tilbage på sejrssporet med 3-0-sejren over Esbjerg.

- Den har bekræftet os i, at så længe vi holder fokus på præstationen og ikke resultaterne, så er vi i stand til at vinde. Det var en kamp, hvor vi endelig fik marginalerne tippet over til vores fordel. Det er vi selvfølgelig glade for, og det har lige givet humøret fem procent i den rigtige retning, siger Glen Riddersholm.

Trænerteamet må se bort fra Erik Sviatchenko, der afsoner karantæne, mens Eyjolfur Hedinsson, Johannes Madsen og Tim Janssen er ude med skader.

Der er kick-off på Viborg Stadion fredag klokken 18.30.

Truppen mod Viborg FF
1. Jonas Lössl
3. Kolja Afriyie
6. Jesper Lindorff Juelsgård
7. Jeppe Curth
8. Petter Andersson
9. Morten 'Duncan' Rasmussen
11. Danny Olsen
14. Jakob Haugaard
19. Marco Larsen
23. Frank Kristensen
24. Sonni Nattestad
26. Patrick Banggaard
28. André Rømer
32. Kristian Bak Nielsen
33. Paul Onuachu
36. Rilwan Hassan
43. Izunna Uzochukwu
44. Sylvester Igboun

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox