02.11.2013, 19:20 | Af: Administrator

U17 reddede point i overtiden

FC Midtjyllands U17 havde svært ved at få flow i spillet, og en scoring dybt inde i overtiden reddede dem et enkelt point.

SønderjyskE chokstartede lørdag eftermiddag på EDC-Arena, da de efter bare fire minutters spil bragte sig i front på en omstilling. Ulvene havde fin boldbesiddelsesprocent, men skabte ikke meget.

Efter ti minutters spil fik midtjyderne dog den optimale mulighed for at udligne, da Martin Høgstad tilkæmpede sig et straffespark. SønderjyskEs keeper blev dog den store i den direkte duel mod Simon Sterring på det efterfølgende spark.

Sidste skansen i sønderjydernes mål stod generelt en flot kamp, selvom han ikke blev testet meget. Foruden straffesparket afværgede han inden halvleg på fornemste vis en kæmpe chance til Rasmus Nicolaisen.

- I halvlegen prøvede vi at ændre lidt, men det gav ikke rigtig pote. Anden halvleg blev lidt en kopi af første, men SønderjyskE spillede sig frem til to virkeligt store chancer, som de til vores held forspildte. Derfor spillede vi mere direkte de sidste ti minutter, forklarer Svend Graversen.

Midtjyderne havde ikke rigtig held med den mere direkte spillestil, men dybt inde i overtiden blev Mads Vang dagens helt. En lang bold blev spillet op på Kristian Dirks Riis, som fik dirigeret den videre til Mads Vang, der med et resolut spark sikrede ulvene det ene point.

- Det var et vigtigt og fantastisk flot mål af Mads Vang, men vi kan ikke være tilfredse i dag. Vi gav for mange chancer væk, og stod ikke godt nok på deres omstillinger. Med udskiftning på to af de tre centrale positioner (red. Gloire Rutikanga og Mikkel Duelund) er det dog naturligt, at det lige kræver lidt tid at indarbejde nogle nye folk, slutter Svend Graversen.

FC Midtjylland U17 spiller næste gang lørdag den 9. november klokken 13.00, hvor de gæster FC København på Peter Bangs Vej.

FCM U17 1 – 1 SE U17 (0 – 1)

4’ 0 – 1 SE

82’ 1 – 1 FCM Mads Vang – assist af Kristian Dirks Riis

Opstilling:

Oliver OttesenRasmus Nicolaisen, Alexander Munksgaard, Kristian Dirks Riis, Anders HagelskjærNikolaj Kirk (65’ Malte Jürgensen), Alexander Nicolajsen, Mikael Anderson (55’ Mads Vang) – Erik Braun, Martin Høgstad (70’ Mads Olsen) – Simon Sterring 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox