30.11.2013, 17:12 | Af: Administrator

U17 vandt tæt topopgør

Det blev som forventet en tæt topkamp i U17-ligaen mellem AaB og FC Midtjylland lørdag over middag. En kamp der tyve minutter før tid blev afgjort fra ellevemeter-pletten.

De unge U17-ulve svang taktstokken hele den første halve time mod hjemmeholdet fra Aalborg. I forsøget på at bryde det midtjyske spilovertag lavede AaB mange små frispark, hvilket gav en række gode muligheder til FC Midtjylland på de efterfølgende dødbolde.

Efter tyve minutters spil bragte Rasmus Nicolaisen FC Midtjylland i front, da han nåede først på en nedfaldsbold fra et hjørnespark. Efter en halv times spil kom værterne dog bedre med, og kort før pausen reducerede deres topscorer på et missil fra distancen.

- Første halvleg er vi meget godt tilfredse med langt hen af vejen. Vi var i fuld kontrol størstedelen af tiden og var rolige både med og uden bolden. Standardsituationerne gav os en del gode chancer, men mod pausen blev det lidt mere uroligt. Duelund blev skadet og de fik reduceret på et fantastisk langskudsmål, siger Svend Graversen.

Nordjyderne kom også bedst ud efter pausen, hvor de åbnede op med to gode forsøg. Ulvenes defensiv og bagerste skanse i skikkelse af Oliver Ottesen fik afværget, og langsomt genvandt de kontrollen med opgøret.

Med tyve minutter igen brød Rasmus Nissen på kanten flot igennem aalborgensernes defensiv og blev med ulovlige midler nedlagt i feltet. Fra ellevemeter-pletten kronede Kristian Dirks Riis sig selv til matchvinder, og FC Midtjyllands U17 fik den revanche de kom efter.

- Det sidste kvarter var vi farlige på omstillinger, men vi fik svært ved at holde i bolden. Bagtil afgav vi kun en enkelt chance – en chance AaB måske også burde have scoret på, siger Svend Graversen og slutter.

- Jeg er meget tilfreds med resultatet og måden spillerne håndterer de forskellige faser i kampen. Det var dejligt at se Rasmus Nissen tilbage i U17-truppen, og han gjorde det rigtig flot i dag. Alle er generelt super glade, for vi leverede en god præstation og fik vores revanche.

FC Midtjylland U17 har en enkelt kamp mere, før de kan gå på vinterpause. Den spilles lørdag den 7. december klokken 13.00 hjemme på EDC-Arena, og det er et lokalderby mod Silkeborg IF.

AaB U17 1 – 2 FCM U17 (1 – 1)

20’ 0 – 1 FCM Rasmus Nicolaisen

37’ 1 – 1 AaB

60’ 1 – 2 FCM Kristian Dirks Riis

Opstilling:

Oliver OttesenAlexander Munksgaard, Kristian Dirks Riis, Rasmus Nicolaisen, Anders HagelskjærErik Braun (58’ Martin Høgstad), Nikolaj Kirk, Alexander Nicolajsen, Rasmus NissenSimon Sterring (72’ Malte Jürgensen), Mikkel Duelund (31’ Mikael Anderson)

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox