30.11.2013, 14:44 | Af: Administrator

Udvisning blev dyr for U19 i Aalborg

U19-kampen i Aalborg lørdag middag havde det hele. Den havde spænding, tempo, intensitet og ikke mindst chancer til begge mandskaber. Men en udvisning efter en times spil pulveriserede jævnbyrdigheden og fik stor betydning for kampens udfald.

FC Midtjylland U19 mødte velforberedte op til opgøret mod topholdet AaB, og det fremmødte publikum fik serveret god underholdning. Første halvleg blev spillet i et højt tempo, og spilfordelingen var meget lige mellem de to hold. Hjemmeholdet var en anelse mere på bolden, men begge mandskaber diskede op med en velspillet omgang fodbold og producerede mange chancer.

Fra anden halvlegs start trappede ulvene et gear op og tog teten. I forbindelse med en række dødbolde måtte midtjyderne se deres afslutninger afværget flere gange, henholdsvis af undersiden af overliggeren og to gange af en velspillende keeper i de bolsjestribedes mål. Det så godt ud for gæsterne, men efter en times spil blev der vendt op og ned på sagerne.

- Der er to situationer jeg rigtig gerne vil se igen på video. Den ene er det røde kort til Asger Sørensen. Jeg mener, dommeren overså en kæmpe stor offside forud for Asgers tackling – en tackling der dog ganske korrekt var til rødt. Den anden er deres mål til 1–0 kort efter, hvor vi føler, dommeren overså en stor forseelse, idet deres angriber holdt Rasmus Lauritsen tilbage inden han slap fri og scorede, lyder det fra en ærgerlig Kenneth Andersen.

I kølvandet på det røde kort havde FC Midtjylland rokeret om til en 4-4-1 formation, i håbet om at holde AaB fra scoring og satse på egne omstillinger. Føringsmålet til hjemmeholdet relativt kort tid efter gjorde dog, at ulvene blev nødsaget til at skubbe frem og satse.

Men fem minutter før tid druknede håbet for midtjyderne. Et indlæg på et frispark til AaB i banens ene side sejlede uberørt forbi venner og fjender og fandt vej til netmaskerne. Dermed blev det hverken den kamp eller det resultat, som FC Midtjylland U19 havde håbet på i Aalborg.

- En mand i undertal mod så godt et hold som AaB, det vil altid resultere i muligheder til dem. Vi er skuffede og ærgerlige, for indtil udvisningen er det en lige kamp, spændingen er intakt, og vi starter anden halvleg som lyn og torden. Det er synd for drengene – det havde de  ikke fortjent, slutter Kenneth Andersen.

FC Midtjylland U19 overvintrer på tredjepladsen og spiller først næste gang lørdag den 15. marts klokken 15.00, hvor de hjemme på EDC-Arena åbner forårssæsonen mod Vejle Boldklub.

AaB U19 2 – 0 FCM U19 (0 – 0)

61’ FCM Asger Sørensen – rødt kort

67’ 1 – 0 AaB

85’ 2 – 0 AaB

Opstilling:

Michael RavnRasmus Lauritsen, Malte Kiilerich Hansen, Asger Sørensen, Jeppe SolgaardJonas Gemmer, Gloire Rutikanga, Mikkel FrankochRamjavakar Yogathas (81’ Mikkel Adamsen), Olajide Samuel OwolabiRazak Adebayo Odeyemi

Bænken:

Anders Lund og Sigurd Schøndorf

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox