21.11.2013, 05:22 | Af: Administrator

Vidste du, at FC Midtjylland og Brøndby...

FCM.dk har i samarbejde med danskfodbold.com været i arkiverne og fundet skæve vinkler til søndagens superligakamp mod Brøndby IF.

Vidste du, at...

- Det er to af 2013-sæsonens bedste klubber, der mødes på MCH Arena. I hele 2013 er FC Midtjylland suverænt den bedste klub med 55 point, mens Brøndby IF indtager 3. pladsen med 43 point.

Det er mere end 3 år siden, 1. august 2010, at FC Midtjylland sidst tabte en Superligakamp til Brøndby IF. Klubbernes efterfølgende 9 kampe i Superligaen er endt med 5 sejre til FC Midtjylland og 4 uafgjorte.

Superligakampe mellem FC Midtjylland og Brøndby IF er som oftest målrige. De 40 tidligere opgør har budt på 120 scoringer, 58 til FC Midtjylland og 62 til Brøndby IF, svarende til et gennemsnit på 3 mål pr. kamp.

FC Midtjylland har ikke besejret Brøndby IF i nogen af de fire tidligere superligaopgør spillet i november (3 uafgjorte og 1 nederlag).

I FC Midtjyllands 20 superliga-hjemmekampe mod Brøndby IF er det kun i ét tilfælde ikke lykkedes FC Midtjylland at score. Ingen af kampene er endt helt uden scoringer.

- Hvis Brøndby IF scorer, vil det være superligamål nr. 250 scoret mod FC Midtjylland på hjemmebane.

- FC Midtjylland kan ved at undgå et nederlag til Brøndby IF spille sin 11. superliga-hjemmekamp i træk uden nederlag, hvilket senest skete i oktober 2010-maj 2011. Omvendt er Brøndby IF ubesejret i deres seneste 8 Superligakampe, hvilket er klubbens bedste periode siden efteråret 2008.

- Frank Kristensen kan spille sin kamp nr. 350 for FC Midtjylland. Siden debuten den 1. august 1999, FC Midtjyllands allerførste officielle kamp, er det blevet til 29 kampe i 1. division, 265 kampe i Superligaen, 33 kampe i DBU Pokalen, 17 kampe i UEFA’s turneringer og 5 kampe i Royal League.

- Danny Olsen kan spille sin superligakamp nr. 175 for FC Midtjylland. Han debuterede i Superligaen for FC Midtjylland den 18. marts 2007, men forinden havde han også repræsenteret AB (13k/1m) og FC Nordsjælland (29k/10m) i Superligaen.

På denne dag i 2005 debuterede FC Midtjylland i turneringen mellem de bedste klubber i Norden, Royal League. Første kamp var mod norske Vålerenga IF, der blev besejret med 4-0 i Herning, bl.a. via åbningsmål af en af søndagens modstandere, Mikkel Thygesen.

Danny Olsen vil med en enkelt scoring blive den næstmest scorende spiller for FC Midtjylland, idet hans 44 scoringer da vil være én mere end Mikkel Thygesen, men stadig knap 90 scoringer efter Frank Kristensen.

Frank Kristensen har i Superligaen hidtil scoret 46 mål på MCH Arena, 21 mål på Ikast Stadion og 41 mål på andre stadions. Med en enkelt scoring mere på MCH Arena, vil han alene overtage rekorden som mest scorende superligaspiller på samme superligastadion, der pt. deles med Søren Frederiksen/Viborg Stadion.

Leveret i samarbejde med danskfodbold.com

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox