05.12.2013, 12:05 | Af: Administrator

Andersson: Bliver dejligt at komme i kamp

Petter Andersson har siddet uden for i ulvenes seneste to kampe og ser derfor frem til søndagens opgør mod AGF.

November har nok ikke ligefrem været Petter Andersson favoritmåned. Ikke fordi, at vinteren for alvor har sat sit aftryk på det danske vejr, men snarere fordi, at han i begyndelsen af måned blev præsenteret for et direkte rødt kort i derbyet mod Viborg.

Det betød to spilledages karantæne. Dertil kan man lægge en landsholdspause, og det har alt sammen gjort, at der ikke var flere kampe til den svenske midtbanespiller i november måned. Derfor ser han frem til igen at kunne være med i kampen om tre point på grønsværen.

Print-Selv-Billet: FC MIDTJYLLAND - AGF SØNDAG D. 8/12 KL. 16.30 - KØB BILLETTER HER >>

- Jeg glæder mig rigtig meget. Det har været en lang måned med meget træning, så det bliver dejligt at komme i kamp igen. Vi skal blive ved med at gøre det, vi har været gode til i efteråret. Vi skal spille vores spil og stå kompakt defensivt, lyder opskriften fra Andersson.

- Vi har haft en tung periode, hvor vi har været ramt af mange skader og karantæner, men vi har vist, at vi har en bred trup og en tro på det, vi gør, så det har set fint ud, siger den 28-årige svensker, som vil gøre sit for, at ulvene kan sætte et flot punktum for 2013 på søndag hjemme mod AGF.

- Vi mangler en kamp, og så er der fire ugers ferie, så det handler om at give alt, hvad vi har på søndag og levere en god indsats, siger Petter Andersson, der i denne sæson har døjet med en knæskade og derfor blot står noteret for otte kampe og et mål.

Der er kick-off til efterårets sidste kamp på søndag klokken 16.30 på MCH Arena.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox